Danske Spil kan ånde lettet op, efter en skabelodspiller har ladet sine anklager om, at hun er blevet snydt for sin gevinst, falde.
Spilleren påstod at have vundet 5.000 kroner på et julekalender-skrabelod, fordi loddet havde otte billeder af et rensdyr. Men Danske Spil genkendte ikke loddet som et vinderlod, og ville derfor ikke udbetale gevinsten.
Kvinden gik derfor til formiddagsavisen B.T., som i en artikel mandag lod kvinden fortælle, at Danske Spil havde snydt hende for sine penge. Og ikke nok med det. En medarbejder i Danske Spil ringede spilleren op efter at have set på loddet, og anklagede hende for selv at have snydt med loddet.
- Hun sagde, at det var tydeligt at se, at jeg selv havde klistret det rensdyr på, og hun sagde flere gange til mig, om jeg var klar over, at det var dokumentfalsk, dét jeg havde gjort. Hun kørte virkelig på mig, fortalte spilleren til B.T.
Barn fiksede kalenderen
Men kalenderloddet viser sig nu at være en vaskeægte nitte. Det indrømmer skrabelodsspilleren. For i virkeligheden havde kalenderen kun syv rensdyrbilleder. Det ottende havde et barn i familien sat ind i stedet for et billede af et stearinlys.
I Danske Spil vurderer man, at kvinden var i god tro, at hun henvendte sig for at få sin gevinst. Og da det samtidig er en mindreårig, som står bag manipulationen af loddet, ryger sagen ikke videre til politiet.
Til gengæld maner Danske Spil til selvransagelse på B.T.s redaktion. Journalisten bag artiklen har nemlig ifølge Danske Spil fået dokumentation for, at historien ikke holdt vand.
- Vi gjorde også journalisten opmærksom på, at vi har oplevet fortilfælde, hvor børn, uden forældrenes vidende, har manipuleret med skrabelodder, og at hun derfor risikerede at gøre spilleren og hendes familie en bjørnetjeneste ved at skrive om sagen med angivelse af familiens identitet, siger informationschef i Danske Spil, Thomas Rørvig.