FORLEDEN SPURGTE en af mine dygtige lærerkolleger mig, hvordan går vores arbejdstidslov egentlig ud over eleverne?
Vi havde gang i en debat, om udsigten til lignende arbejdstidsregler på sygehusene, som dem lærerne har haft siden 2013. Vi har begge oplevet både tiden før lærerkonflikten og arbejder nu under det, som kaldes lov 409 - lærernes arbejdstidslov.
Vi var begge enige om, at det vil få katastrofale følger for vores sundhedssektor, hvis læger og sygeplejersker mødes med samme krav, som som vi har arbejdet under i 5 år. Herunder tænker vi begge på, hvor forfærdeligt det vil være, hvis lægen er for træt, når hun skal operere, fordi hun har haft aften/nattevagt hver tredje nat den seneste måned, eller hvis de har arbejdet 18 timer i streg uden toilet eller spisepause. Hvis sygeplejersken ikke kan finde den nødvendige medicin, fordi hans vante gang har været på et andet hospital i regionen, og han nu må køre til den anden ende af Sjælland for at arbejde i en ukendt afdeling, hvor han ikke har fundet sig tilrette endnu. Mange flere eksempler med fatale følger kan du sikkert bedre selv tænke dig til.
MEN HVORDAN forholder det sig med eleverne i skolen? De falder jo ikke døde om, eller får kroniske smerter, fordi vi arbejder under en arbejdstidslov. De seneste fem år har vi jo trods alt stadig sendt elever igennem systemet. De har fået deres afgangsprøver, blevet testet i både retstavning og problemregning. De har haft idræt og madkundskab. De er blevet klogere på både historie og geometri.
Men min påstand er, at mange elever stadig lider under den lov, som lærerne arbejder under. Den lov, som ikke sikrer tid til forberedelse, eller hvor der ikke er nogen varslingsregler for ændring af arbejdstid eller arbejdsopgaver.
JEG VIL prøve at komme med nogle eksempler, der dog på ingen måde dækker problemet.
De fleste elever i Danmark oplever mange gange ugentligt, at deres lærer siger til dem; I skal åbne Clio-Online (eller en anden online undervisningsportal) og arbejde med opgaverne herinde.
Fedt, tænker du måske. De danske lærere er dygtige til at bruge digitale læremidler og gøre vores kommende generationer klar til et liv i den digitale tidsalder. Intet kunne være mere forkert. Selvom mange digitale læremidler er brugbare, så er der den store forskel på et færdigt forløb og ét, læreren selv har planlagt, forberedt og udført, at det er generisk og ikke tager højde for netop den klasse, du underviser. De er ikke tilpasset de niveauer, eleverne er på, eller den sammensætning af børn der er i en klasse.
Mange af onlineforløbene er overfladiske og mangelfulde. De kan inspirere og bruges som en del af undervisningen, men de kan ikke stå alene. Uden forberedelse har læreren ikke tid til andet end at bruge dem. Mange skoler har slet ikke adgang til andet materiale, end det man kan finde online. Ofte er det oven i købet kommunen, der har bestemt hvilke portaler, man abonnerer på og altså ikke den enkelte skole eller lærerne, der har vurderet, hvilket abonnement der bedst dækker elevernes behov.
Undervisningen er i stigende grad forringet af denne digitalisering og mangel på forberedelse. Jeg har selv flere gange i løbet af året måtte bede elever om at lave et forløb på nettet, som jeg end ikke har haft tid til at gennemgå før undervisningen. Jeg står ikke alene med den oplevelse. Den er helt almindelig i skolen i dag. Det går ud over eleverne. Undervisningen bliver ringere og mindre vedkommende. Eleverne er ved at brække sig over de digitale forløb, som jo ikke bare jeg, men også deres andre lærere, er nødsaget til at bruge.
SPØRGSMÅLET ER også, om vi i højere grad end tidligere har sværere ved at få øje på et barn i mistrivsel. Antallet af elever med psykiske diagnoser er voldsomt stigende i disse år. Lidelser som angst, skoleværing, depression og spiseforstyrrelser rammer flere og yngre børn end før set. Et kæmpe press om at skulle præstere og vælge fx uddannelsesvej tidligere er givetvis med til at forøge dette. Men kan lærernes manglende overskud også have medindflydelse? Jeg bryder mig ikke om tanken, og det er måske også upopulært at sige det men, kunne jeg have opdaget et barn i mistrivsel tidligere, hvis jeg havde haft mere tid til den enkelte elev? Det er et ømtåleligt emne, for ingen lærer har lyst til at være den, der ikke fangede et råb om hjælp i tide, eller ikke troede det var så alvorligt med Malou fra 4. Klasse, som ikke vil spise sin madpakke i skoletiden.
Når professionelle, der arbejder med mennesker bliver sat under press, så lider de mennesker, de arbejder med, under det. Om man vil det eller ej. Om man er indlagt med blindtarmsbetændelse eller cancer. Om man er fødende på hospitalet, eller elev i den danske folkeskole. I skolen er det måske mere skjult, men problemerne er der. De bliver måske først rigtigt synlige senere, når flere elever flytter statistikken for børnestress, eller når flere opgiver en uddannelse.
Derfor er det vigtigt, at vi får arbejdstidsregler, som sikrer vores arbejdsforhold.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.