Det er ikke lykkedes for Skat at mindske det såkaldte skattegab tilstrækkeligt sidste år.
Det fremgår af Skats årsrapport, at forskellen mellem det, der burde komme ind, og det, der faktisk kommer ind, er 2,5 procent.
Dermed når Skat ikke det mål, som et politisk flertal havde sat i finansloven, nemlig at der højst måtte mangle 2 procent af skatteindtægterne.
Det får Socialdemokratiets skatteordfører Jesper Petersen til at rejse kritik forud for et samråd med skatteminister Karsten Lauritzen (V) torsdag.
- Det betyder, at der er et større milliardbeløb af skatteindtægter, moms og afgifter, som ikke kommer ind i den fælles kasse, som de burde.
- Det er ikke rimeligt over for alle dem, der betaler, som de skal, siger han.
Der er allerede aftalt en milliardstor genopretningsplan for Skat. Men den indeholder ikke flere ressourcer til kontrol med for eksempel moms. Og det er en fejl, mener S.
Partiet har derfor udstedt et decideret valgløfte om, at der skal 1000 flere ansatte til det, der kaldes Skats indsatsområde, hvis partiet igen kommer til magten.
/ritzau/