Den britiske racerbane Silverstone overvejer at opsige sin kontrakt med Formel 1.
Silverstone skal i den nuværende aftale, der gælder til 2027, hvert år betale et stigende beløb for at afholde det britiske Formel 1-grandprix.
Kontrakten indeholder dog også en mulighed for at komme ud af grandprix-serien efter 2019.
Den mulighed tages måske i brug, oplyser direktøren for British Racing Drivers Club, Philip Walker.
- Det er meget muligt, at vi vil aktivere klausulen, siger Philip Walker til avisen Mail on Sunday.
Trods den mulige opsigelse fortsætter Silverstone måske i Formel 1, hvis det efterfølgende lykkes at forhandle en bedre kontrakt med Liberty Media, der ejer rettighederne til Formel 1.
Den nuværende aftale blev indgået i 2010, hvor Silverstone ifølge Mail on Sunday betalte 12 millioner pund (100 millioner kroner) for at afholde det britiske Formel 1-grandprix.
Prisen stiger ifølge avisen med fem procent om året og vil i 2027 lande på 26 millioner pund (220 millioner kroner).
/ritzau/