En 53-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger på en mistanke om uagtsomt manddrab i Gjerlev øst for Hobro.
Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
En 78-årig kvinde var på vej over vejen med sin rollator, da bilisten kørte hende ned med høj fart mandag formiddag.
Føreren af bilen var den 53-årige mand, som ifølge politiet havde alkohol i blodet.
Kvinden blev forsøgt genoplivet, men hun døde på stedet.
Manden nægter sig skyldig, og han har kæret kendelsen om varetægtsfængslingen efter grundlovsforhøret ved Retten i Randers.
/ritzau/