Filmen ”Enola Holmes” – med Millie Bobby Brown fra ”Stranger Things” i hovedrollen – havde i september premiere på Netflix. Den handler om Sherlock Holmes lillesøster, og det er svært at forestille sig, at den familievenlige detektivfilm skulle være anledning til nogen ballade.
Det er dog tilfældet nu.
Arvingerne til britiske Arthur Conan Doyle, der skrev de oprindelige romaner om Sherlock, har nemlig sagsøgt både Netflix, produktionsselskabet Legendary Pictures – og forfatteren Nancy Springer og forlaget Penguin Random House, der oprindeligt opfandt historien om Enola.
Varm og empatisk Holmes
Lillesøster Enola eksisterer ikke i Conans Doyles oprindelige romaner, og Sherlock er kun med i ”Enola Holmes” i en birolle.
Rettigheder til bøger udløber efter 100 år, og da Conan Doyle skrev de fleste af sine bøger FØR 1920, kan enhver derfor lave sin egen historie om Sherlock Holmes og hans familie, kvit og frit.
Så længe Sherlock altså ikke opfører sig som i nogle af de bøger, der kom EFTER 1920.
Og her har vi problemet. For i de sidste bøger blev detektiven med hatten og piben et mere varmt og empatisk menneske, og arvingerne mener, at det netop også er sådan, han optræder i ”Enola Holmes”.
De har også tidligere sagsøgt folkene bag filmen ”Mr. Holmes”, hvor Ian McKellen som en aldrende Sherlock kigger tilbage på sit liv.
Dengang dog uden held.
Det vides ikke, hvornår sagen behandles.
Du kan se ”Enola Holmes” på Netflix. Indtil videre, i hvert fald.