I de her dage, hvor alles tanker er hos ukrainerne, så minder jeg mig om, hvor heldige vi er med at være trygge danskere, beskyttede af vores allierede, vores beliggenhed og den konstante opgravning af vores vejnet.
Den eneste byrde af krigen, vi skal bære, er magtesløshed: Følelsen af at vi intet kan ændre ved situationen, for hvad kan man gøre? Ja, boykotte Rusland, men det er ikke en nation, jeg i forvejen overrender, og trods rygterne sidder jeg ikke og svælger i kaviar på en daglig basis, og så er der groft sagt kun gas og vodka tilbage.
Vodka er let nok: De laver det i mange andre lande end Rusland, og kan man smage forskel er man verdens førende vodkaekspert/buldrende alkoholiker.
Det moderne menneskes karaktertræk
Det er en lidt modigere beslutning at give afkald på gas og ændre hele opvarmningen af sit hus. Og så er det, at Ukraine-konflikten bliver en ufrivillig fuck-finger til hele klimabevægelsen.
På mine sociale medier ser jeg behjertede mennesker erklære at NU er det slut: Når Rusland står for så store mængder af vores gasleverancer, så finder de en anden energikilde. Der skulle en invasionskrig til, før de traf beslutningen. Dét synes jeg siger en del om et af det moderne menneskes mest markante karaktertræk:
INGEN skal fortælle os, hvad vi skal gøre, så når vi gennem årtier har fået at vide, hvad fossile brændstoffer gør for atmosfæren, har vi skidt det en hatfuld, og skålet venligt med onkel Henning, når han har proklameret at ”hans Range Rover kører 6 km på literen, og sådan er DET!”
Vi har haft nogenlunde samme holdning til verdensklimaet, som til vores personlige indeklima: Selvom vi udmærket ved, hvad der er det rigtige at gøre, så nægter vi at give afkald på cigaretter og mættede fedtsyrer. For dem har vi ret til, mumler vi, og smækker døren til det imaginære teenageværelse.
Forstå mig ret: Jeg kalder bestemt ikke rygere for umodne, og følger vel næppe selv et eneste kostråd, for det er kun begrundelsen for at synde, jeg kritiserer: At vi godt ”må”.
Elendigt argument
Ja, vi må da gøre ved os selv hvad vi vil, men når det også er andres kroppe, det går ud over, bliver det et elendigt argument. Jeg forstår godt at Greta Thunberg er begyndt at lyde en anelse skinger, for det er sindssygt frustrerende at argumentere mod folk, som mentalt er 16 år og sidder inde bag værelsesdøren med skiltet ”Voksne ingen adgang”.
Den stakkels unge, svenske klimaaktivist kom jo til at virke som den voksne i samtalen, når hun ikke engang kunne rejse med tog i dagevis i stedet for et par timer i fly, uden at tusindvis af tastaturkrigere klaprede løs om at hun havde drukket af en plastikkop.
Jeg vil sværge på at hvis Greta var gået den halve klode rundt for at komme til klimatopmøde, ville hun være blevet kritiseret for at slide på sine rågummisåler.
Havde hun dog bare vidst fra starten at hendes bedste ven hed Putin.
Vi er noget mere villige til at handle klimavenligt, når en sociopatisk diktator starter en angrebskrig mod nogen, der ligner os til forveksling, end når begrundelserne bogstaveligt talt er mere luftige.
Så mangler vi bare at saudierne går i krig mod Belgien, så skulle de klimamål være inde for rækkevidde.
Sebastian Dorset er journalist, komiker og debattør. Foto: Privat