Man siger, at det går ned ad bakke med alderen. For en 81-årig romer tog det udtryk lidt af en drejning, da han tirsdag morgen forsøgte at køre ned ad Den Spanske Trappe i sin bil.
Midt på trappen blev den opsigtsvækkende kørsel dog stoppet af sikkerhedsvagter, der fik den nydeligt klædte – og ganske ædru – ældre mand ud af bilen. Ifølge flere udenlandske medier forklarede han, at han blot var på vej til arbejde, men at han angiveligt ikke anede, hvor han befandt sig.
Senere blev bilen, der var en Mercedes-Benz A Class Sedan, fjernet med kran, mens myndighederne nu vurderer, om det ikoniske bygningsværk, der åbnede i 1725, har lidt skade, og om den 81-årige mand skal have inddraget sit kørekort.