Kasper Schmeichel reddede et straffespark i den forlængede spilletid og to i straffesparkskonkurrencen, men den danske keeper kunne ikke forhindre et dansk VM-exit mod Kroatien.
Da Kroatiens Ivan Rakitic scorede til 3-2 som sidste skytte, var nederlaget i ottendedelsfinalen nemlig en realitet. Men Danmark havde fortjent bedre, mener Schmeichel.
- Det hele er lidt noget lort lige nu. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, siger den danske målmand til DR.
- Vi har lagt så meget i det og får ingenting ud af det. Jeg synes, vi havde fortjent at vinde, også i ordinær spilletid. Vi havde de bedste chancer, og jeg synes, vi var klart bedre, siger Kasper Schmeichel.
Danmark var godt med i store dele af kampen og dominerede også i perioder. Derfor bliver det danske VM-exit også sværere at komme over, mener den danske keeper.
- Det gør vi nok ikke lige nu. Der går nok et stykke tid. Men sådan er fodbold, siger Kasper Schmeichel.
Danmark slutter VM-slutrunden med en sejr, to uafgjorte og et nederlag i straffesparkskonkurrencen til Kroatien.
Den sidste præstation var faktisk den bedste, selv om Danmark endte som taber, mener anfører Simon Kjær.
- Vi spillede en god, kontrolleret kamp. Og deres mål kom efter en tilfældighed, siger en ærgerlig Kjær til DR.
- Det er satme hårdt at sige farvel på denne måde, især når vi har en så fremragende målmand, siger anføreren.
Kjær var en af to danskere, der scorede i straffesparkskonkurrencen. Den anden var rutinerede Michael Krohn-Dehli.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.