Den første alkoholforhandler kan tilsyneladende snart slå dørene op i det ellers konservative og alkoholfornægtende Saudi-Arabien.
Det oplyser en kilde med indsigt i planerne til nyhedsbureauet Reuters.
Muligheden for at købe alkohol vil tilfalde udenlandske ikkemuslimske diplomater. Saudiske kunder er altså ikke velkomne.
Det sunnimuslimske Saudi-Arabien har strenge love vedrørende alkohol.
Formaster man sig til at drikke alkohol, og bliver det opdaget af myndighederne, kan det straffes med piskeslag, bøder, fængsel eller - for udlændinges vedkommende - udvisning af landet.
Alkoholforretningen skal åbne i hovedstaden, Riyadh.
Kunderne skal ifølge Reuters' oplysninger registrere sig via en app for at kunne købe vin, øl og hvad butikken ellers måtte sælge af våde varer.
Kunderne kan ikke købe ubegrænsede mængder, men kun en vis mængde alkohol hver måned.
Åbningen af forretningen ses som en milepæl i det saudiske kongeriges indsats for at åbne landet for udenlandske turister og virksomheder. Kronprins Mohammed bin Salman står i spidsen for det arbejde.
Arbejdet med at styrke Saudi-Arabiens turisme og erhvervsliv er en del af et større projekt, som skal gøre den saudiske økonomi mindre afhængig af indtægterne fra landet oliekilder.
Der er generelt sket en opblødning af det saudiske samfund i de senere år.
Således bliver mænd og kvinder ikke i samme omfang som tidligere adskilt i det offentlige rum. Og kvinder er ikke længere tvunget til at bære den dækkende sorte abaya-dragt.
Det er ifølge islam ikke tilladt for muslimer at drikke alkohol. Derfor er det ikke muligt at købe alkohol i Saudi-Arabien i dag.
Der findes dog ifølge Reuters et sort marked for de eftertragtede drikkevarer.
Saudi-Arabiens regering har ikke kommenteret oplysningerne om, at der er planer om at åbne en alkoholforretning i Riyadh.
/ritzau/