Det kan være en svær kunst at skifte ble på sin baby - også selvom man er succesfuld sanger.
Det kan Michael Bublé skrive under på.
I hvert fald indrømmede han i talkshowet 'The Steve Harvey Show', at hans nyfødte søn Noah hele tiden tisser på ham under bleskiftningen.
- Han har tisset på mig mindst 40 gange, fortæller den canadiske sanger.
Løsningen blev et lille penis-telt, som kan placeres over babyens tissemand, så den vildfarne stråle ikke rammer den uskyldige forælder, der i forsøget på at skifte ble placerer sig i skudlinjen.
- Det lille baby-cirkustelt var den bedste barselsgave, vi fik, siger Michael Bublé.
Han fortæller også, hvordan bekymringer om karriere og salgstal er blevet skubbet til side, efter han er blevet far.
Den 38-årige sanger fik sønnen Noah den 27. august i år sammen med skuespillerinden Luisana Lopilato. Det er hans første barn.
Newspaq