1,2 billioner dollar plus-minus et par hundrede milliarder. Det har Irak-krigen ifølge The New York Times indtil videre kostet de amerikanske skatteborgere. Beløbet er så enormt, at det er svært at fatte.
Men hvor meget kan man egentlig få for 1,2 billioner dollar? The New York Times har forsøgt sig med en udregning.
Avisen skriver, at for 1,2 billioner dollar vil man kunne fordoble tilskudene til kræftforskning i USA, behandle samtlige amerikanere, der lider af diabetes eller af dårligt hjerte, og som i dag ikke modtager behandling, og man vil kunne finansiere en global vaccinationskampagne, der vil kunne redde millioner af børns liv.
Hvis samtlige disse kampagner løber i ti år, vil kun halvdelen af pengene være opbrugt. Der vil altså stadig være 0,6 billioner eller 600 milliarder dollar tilbage. De resterende penge kan USA så bruge på at forbedre den nationale sikkerhed i landet, øge den økonomiske støtte til krigen mod Taleban i Afghanistan samt finansiere fredsstyrker i Sudans krigsplagede Darfur-provins.
Unfair fyring
New York Times’ udregninger er selvfølgelig yderst upræcise og spekulative, og andre tænketanke og organisationer sætter beløbet lavere. Men regnestykket giver en idé om, hvor enorme udgifterne til Irak-krigen er, og hvad USA ellers kunne have fået for det samme beløb.
Umiddelbart før, USA for snart fem år siden indledte krigen i Irak, skønnede Pentagon, at den ville koste 50 milliarder dollar.
Lawrence Lindsey, der dengang var økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus, var dog en smule mere realistisk. Han skønnede nemlig, at krigen ville koste hele 200 milliarder dollar. Det skøn kostede ham dyrt. Præsident George W. Bush fyrede nemlig Lindsey kort tid efter, at han var fremkommet med det ufattelige beløb.
Til sammenligning med Irak-krigen så kostede USA’s krig i Vietnam de amerikanske skatteydere, hvad der i dag svarer til 600 milliarder dollar. Altså ’kun’ en halv Irak-krig.