Rusland får smæk af domstol for at forbyde islamisk bog

FRANCE-EU-COURT-HUMAN-RIGHTS-FEATURE (Foto: Frederick Florin/Ritzau Scanpix)

En bog, som har inspireret Tyrkiets fjende nummer et, blev forbudt i Rusland på tyndt grundlag, siger domstol.

Rusland krænker ytringsfriheden med et forbud mod en populær islamisk bogserie fra første halvdel af 1900-tallet.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) slår tirsdag i en dom fast, at Rusland skal betale 7500 euro i erstatning til forlægger Salekh Ogly Ibragimov. Det er knap 56.000 danske kroner.

I to russiske domme fra 2007 og 2010 er der ifølge den europæiske domstol ikke ført bevis for, at bøgerne er ekstremistiske, som det fremgår af de russiske domme.

Bøgerne blev første gang udgivet i Rusland i år 2000. Det første forbud kom syv år senere. De russiske domstole havde ifølge ECHR afvist al dokumentation fra forlæggeren om bøgernes moderate indhold.

Det var sket med begrundelsen, at dokumentationen ikke var udarbejdet af sprogforskere og psykologer.

Afgørelserne i Rusland var baseret på anklagerens indhentede udtalelser fra eksperter inden for sprogforskning, psykologi og filosofi.

Domstolen i Strasbourg lægger desuden vægt på, at bøgerne i de syv år fra udgivelse til forbud hverken har været kilde til religiøse spændinger eller vold.

De islamiske bøger er skrevet af den tyrkiske teolog Said Nursi. Bogserien Risale-i Nur, der blev forbudt i Rusland, genfortæller vers fra Koranen i et lettere forståeligt sprog.

Den islamiske tænker Fethullah Gülen, der bor i USA og af Tyrkiet ønskes udleveret til retsforfølgelse, er i særlig grad inspireret af Nursi.

Gülen beskyldes af Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for at orkestrere et militærkup i 2016.

Rusland er blandt de lande, der oftest bliver dømt for at krænke menneskerettighederne ved domstolen i Strasbourg.

Tirsdagens dom fra ECHR kan ankes i tre måneder til domstolens øverste instans.

/ritzau/