Det var en statsminister i regnbueskær, der i dag præsenterede en handleplan på LGBTI-området, som skal sikre trivsel blandt landets bøsser, lesbiske, trans- og interkønnede personer. Planen indeholder 42 punkter, der skal forbedre LGBTI-personers levevilkår i Danmark over en bred kam.
Som Ugebrevet A4 tidligere har påvist, er der også på arbejdsmarkedet brug for forbedringer.
LÆS MERE: Titusindvis af bøsser og lesbiske skjuler deres seksualitet på jobbet
Fire ud af ti homo- og biseksuelle lønmodtagere føler sig nemlig nødsaget til at holde deres seksualitet skjult på jobbet, ni procent har følt sig chikaneret på jobbet på baggrund af deres seksualitet, mens 11 procent har følt sig diskrimineret på jobbet inden for det sidste år.
Derfor vil regeringen iværksætte fem konkrete punkter, der skal gøre arbejdsmiljøet for danske LGBTI-personer bedre.
Regeringen vil iværksætte fem initiativer for at bekæmpe chikane og diskrimination af LGBTI (lesbiske, bøsser, biseksuelle og trans- og interkønnede personer) på arbejdsmarkedet.
- Der skal starte en dialog med erhvervslivet om åbenhed og inklusion af LGBTI-personer på arbejdspladsen. Der skal deles gode erfaringer og udveksles viden mellem virksomheder, arbejdsgiverorganisationer og og faglige organisationer.
- Dialogen skal følges op af en kampagne i perioden 2020-2021, der skal brede den viden ud i offentligheden i samarbejde med frivillige organisationer. Formålet er at nedbryde tabuer og øge åbenhed.
- Undersøgelse af barrierer for åbenhed på arbejdspladsen. Allerede i 2018 igangsættes en undersøgelse af, hvilke udfordringer der er på området.
- LGBTI-perspektiver skal ind i forskningen. Beskæftigelsesministeriet vil gå i dialog med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) om at inkludere LGBTI-identiteter som en relevant identitetsmarkør i den årlige undersøgelse "Arbejdsmiljø og Helbred".
- Arbejdstilsynet skal tage hensyn til LGBTI. I vejledningen om mobning og chikane på arbejdspladsen vil Arbejdstilsynet nævne, at det kan forekomme på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet.
Kilde: Regeringen.
UDVID
Forperson for LGBT Danmark, Peder Holk Svendsen, er glad for, at der endelig er kommet en handleplan i Danmark. Ifølge ham har det nemlig "været meget længe undervejs". De fem punkter for arbejdsmiljø, lader dog noget tilbage at ønske, siger han.
- Nogle af punkterne på området er pænt luftige. Det, som jeg savner, er en konkret gennemgang af, hvordan man kan løfte arbejdsmiljøet. Hvordan tænker man for eksempel de tillidsvalgte ind i processen? Man skal gøre det lidt mere håndgribeligt, siger Peder Holk Svendsen.
Initiativerne får roser med på vejen fra professor i sexologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, Christian Graugaard, der dog også påpeger, at punkterne med fraser som "øget åbenhed" og dialog kan lugte lidt af varm luft.
- Det er klart, at det er luftigt, og det er naturligvis ikke nok overhovedet. Det er hensigtserklæringer og skåltaler, men det markerer en stillingtagen og en kurs. Vi får plantet et solidt flag midt i et område, der har været overset i alt for mange årtier. Det er først i de seneste år, at problemets omfang er gået op for både forskere og lægmænd, siger han.
Første skridt er taget
Christian Graugaard påpeger ligeledes, at handleplanen blot er første skridt.
- Det første skridt er, at problematikken kommer ud af usynlighedens morads og bliver bragt frem i lyset. Og det sker her. Sagen bliver flyttet fra forskere og aktivister og ud i den brede offentlighed, siger han.
Og det er på høje tid, siger Peder Holk Svendsen.
- Vi er godt tilfreds med, at den er kommet nu, for det har været frustrerende, at der ikke har været noget på området, siger han og kalder det "historisk", at regeringen går forrest.
Selv om LGBT Danmark takker for de første skridt, efterlyser forpersonen dog, at viljen bliver fulgt op af finansiering. Handlingsplanen er nemlig finansieret med satspuljemidler, der kan forsvinde med et trylleslag, når de skal genforhandles på politisk niveau.
- Der er mange forsømte børn i handlingsplanen. Det som ud fra vores perspektiv mangler, det er flere midler. Viljen er der tydeligvis, men finansieringen halter, siger LGBT-forpersonen.
Også Christian Graugaard anerkender symbolværdien, men er bekymret for, om der står handling bag.
- Det er en glædelig dag, og man skal bestemt ikke underkende værdien i, at landets statsminister går ud og blåstempler problemets relevans. Så det er en vindersag uanset hvad. Den store udfordring bliver naturligvis, hvad der sker, når skåltalerne er overstået, siger han.
Der er ikke frisind i grundvandet
Som Ugebrevet A4 har dokumenteret har graden af chikane og diskrimination på arbejdspladser på baggrund af seksuel diskrimination ikke rykket sig en tøddel i mange årtier.
Ifølge Christian Graugaard er årsagen, at vi i Danmark har en fortælling, at vi er et meget rummeligt og frit land, hvor der tages enormt hensyn til minoriteter. Og derfor hviler vi også på laurbærrene i stedet for at tage fat ved nældens rod på LGBTI-området.
- I Danmark har vi i høj grad udviklet en frisindsblindhed. Vi er ofte med rette blevet rost for at være 'first movers', men det er desværre også blevet lidt af en sovepude. I 60'erne og 70'erne var vi først på pletten, når det gælder frisind, men det skal holdes ved lige. Frisind kommer ikke af sig selv, og vi har det ikke i grundvandet, siger han.
Handlingsplanens 42 punkter er finansieret med 25 millioner kroner fra statspuljen 2018.