Det kommer til at koste den italienske fodboldklub AS Roma en bøde på 50.000 euro, cirka 373.000 kroner, at fans af klubben søndag optrådte racistisk i udekampen mod AC Milan i Serie A.
Kampens dommer afbrød en overgang kampen, da Roma-fans sang racistiske sange mod Milans mørke spillere, herunder Mario Balotelli.
Kampen var afbrudt i et par minutter, og der blev udsendt en advarsel om, at kampen kunne blive helt afblæst.
AS Roma har allerede taget afstand fra fansenes handling.
- AS Roma fordømmer enhver form for racisme. Denne type adfærd er totalt uacceptabel fra alle tilhængere, inklusive vores egne, skriver klubben i en meddelelse.
Kampen i Milano blev færdigspillet og endte 0-0.
/ritzau/