Ishockeyklubben Rødovre Mighty Bulls får i næste sæson finske Riku-Petteri Lethonen som cheftræner.
Ifølge klubbens direktør Jørgen Illemann er Rødovre nærmest blevet bestormet med ansøgere, efter at svenske Magnus Bogren i marts annoncerede, at han stoppede.
- Min indboks eksploderede med ansøgninger fra både seriøse og mindre seriøse kandidater, og jeg har fået et sted mellem 60 og 75 ansøgninger.
- Så det har været et stort arbejde at gennemgå dem alle sammen for herefter at starte en proces på at skaffe referencer på de ansøgere, som vi fandt interessante, siger direktøren i en pressemeddelelse.
Jørgen Illemann forklarer, at Rødovre-ledelsen fandt frem til en håndfuld kandidater, før der blev indledt samtaler. I sidste ende faldt valget på Lehtonen.
- Riku var et spændende navn, som vi hurtigt faldt over, men også en kandidat, som jeg vidste nok lå noget over, hvad vi havde af budget, siger direktøren.
Interessen var dog så stor fra begge sider, at det lykkedes at lande en aftale, der gælder de kommende to sæsoner. Begge parter har dog mulighed for at trække sig efter første sæson.
Den 48-årige Riku-Petteri Lethonen har senest været cheftræner for den italienske klub Ritten, som han på fire sæsoner har ført frem til fire mesterskaber. Sideløbende har han været assistenttræner for Italiens landshold.
/ritzau/