Ritzau
Opdateret kl. 05:50
Flere og hurtigere nyheder.
Det er målsætningen, når det norske nyhedsbureau NTB for første gang aktiverer en såkaldt robotjournalist for at dække det kommende stortingsvalg.
- Robotten bidrager til, at vi kan frigøre ressourcer til at producere kvalitetsjournalistik. Jeg ser ikke for mig, at robotten vil blive i stand til at interviewe mennesker. Det sker i hvert fald ikke i min tid, siger NTB's administrerende direktør og chefredaktør, Mads Yngve Storvik.
Robotten skal i løbet af valgaftenen løbende producere korte statusopdateringer fra hver enkelt region.
Opdateringerne vil fokusere på største parti, største ændringer eller ændringer i mandatfordelingen.
NTB har tidligere gjort brug af robotten i forbindelse med dækningen af fodboldkampe. Siden maj i fjor har robotten publiceret korte kampreferater direkte på bureauets nyhedstjeneste.
Nyhederne fra valgaftenen vil i modsætning til sportsdækningen gå igennem en "rigtig" journalist, inden de bliver publiceret.
- Under et valg skal man se tingene i sammenhæng og sætte tingene ind et større billede. Derfor har vi indlagt et mellemled, siger Storvik.
NTB's nyhedsudvikler, Magnus Aabech, har været ansvarlig for at udvikle robotten.
- En ting er, at vi kan producere langt flere resultathistorier fra hver enkelt region - hurtigere og helt fejlfrit - med færre ressourcer end ved tidligere valg, siger han.
- Men samtidig skal vi ligesom før skrive historier omkring valget med dybde, indsigt og perspektiv, som kun en levende journalist kan lave, uddyber han.
Valget i Norge finder sted på mandag.
/ritzau/NTB