Soldater fra Irans Revolutionsgarde har fundet vraget af passagerflyet, der forsvandt fra radarskærmene efter starten fra den iranske hovedstad, Teheran, i søndags.
Nyhedsbureauerne Reuters og dpa citerer en talsmand for garden for at sige til det iranske nyhedsbureau Isna, at redningsarbejdet nu begynder.
ATR 72-flyet havde 59 eller 60 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord. Alle regnes for omkommet.
Flyet kom fra selskabet Aseman Airlines og forsvandt 50 minutter efter starten. Det styrtede af ukendte årsager ned i bjergene nær byen Semiron.
Den engelsksprogede iranske avis Tehran Times skriver, at det har taget noget tid at finde flyet, fordi vejret har været dårligt.
Videre skriver avisen, at det var en helikopter, der tirsdag morgen opdagede vraget.
Reuters citerer Ramezan Sharif, talsmand for Revolutionsgarden, for at sige, at en drone opdagede flyet, hvorefter to helikoptere blev sendt til stedet for at bekræfte, at det var vraget.
- Flyet ramte et bjerg, hvorefter det faldt 30 meter ned, siger han.
Flyets sorte boks er endnu ikke fundet, skriver dpa.
Nyhedsbureauet citerer også lokale myndigheder for at sige, at flyet er fundet i bjergene i 4000 meters højde, og at adgangen til stedet er vanskelig.
Vraget blev også meldt fundet mandag, men de iranske luftfartsmyndigheder meldte senere, at der ikke var lokaliseret noget vrag.
Flyet havde været i drift siden 1993, skrev det franske nyhedsbureau AFP i søndags, da flyet var forulykket.
Reuters skriver, at det for tre måneder siden kom i drift, efter at det havde stået i en hangar i seks år.
På sin sidste tur skulle flyet have været til byen Yusuj i Isfahan-provinsen.
Aseman Airlines er Irans tredjestørste flyselskab målt på flådestørrelse. Det har specialiseret sig i at flyve på ruter til afsidesliggende byer.
Der har i de senere år været adskillige flystyrt i Iran. Regeringen i Teheran giver USA skylden for ulykkerne, fordi sanktioner har hindret Iran i at importere nye fly og reservedele.
/ritzau/Reuters