Det er et år siden, at Renee Toft Simonsen og hendes mand Thomas Helmig pludselig mistede deres søn, Hugo Helmig, som pludselig døde en nat bare 24 år gammel.
I anledningen af årsdagen for sin søns død, har Renee Toft Simonsen lavet et rørende opslag på instagram, hvor hun blandt andet fortæller, hvad hun har været igennem siden hun pludselig mistede sin søn.
- I det år der er gået har jeg været til krisepsykolog, og i sorggruppe, jeg har mødtes med andre forældre der har mistet et barn, grædt med de hundredetusindevis russiske og ukrainske mødre hvis sønner aldrig kommer hjem, skriver Renee Toft Simonsen.
Følelserne har fået frit løb, mens den tidligere model har fulgt med i verdens krige og katastrofer, og fundet trøst i, at hun bestemt ikke er alene i verden med den ubegribelige sorg, som ramte hende og hele hendes familie, da de mistede Hugo Helmig.
- Jeg ved nu at jeg ikke er alene med sorgen over at miste et barn og det har på en mærkelig måde været en trøst, skriver Renee Toft Simonsen.
Hun er rejst til familiens hus i Malaga sammen med hele familien, hvor de bruger dagen på at mindes Hugo Helmig og tænde et lys for ham.
- Vi taler om ham, vi græder sammen, vi glider ind og ud af sorgen og savnet, sammen, skriver Renee Toft Simonsen, som også mærker kærlighed strømme mod familien på blandt andet instagram, hvor folk sender kærlige tanker og hjerter i deres retning.
- Jeg ved også at mange tænker på os i dag og tænder lys for Hugo, det gør vi også og jeg har fire børn. Den ene er her bare ikke mere, slutter hun det rørende opslag, som du kan finde her.
Familien udsendte besked om Hugo Helmigs pludselige dødsfald, da han var blevet begravet. Her afslørede Thomas Helmig, at han havde tilbragt aftenen og natten sammen med sin søn, da han døde.
- På dit alt for korte livs sidste aften, sad vi to sammen i sofaen i din lejlighed. Vi spiste og så “Notting Hill” og vi snakkede og vi snakkede. Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden. Jeg var hos dig hele natten og mens du sov, gav dit lille hjerte op, lød ordene, som Thomas Helmig skrev i forbindelse med sin søns død.