Mens vismændene mener, at der er så meget luft i dansk økonomi, at finanspolitikken bør lempes med fem milliarder kroner, så er regeringens top imod.
Både økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og finansminister Bjarne Corydon (S) mener ikke, at tiden er moden til at lempe den førte politik.
- Der er flere og flere positive tegn i dansk økonomi. Økonomien er på ret kurs, og vi forventer, at det stille og roligt vil gå fremad. Jeg noterer mig, at vismændene er enige med regeringen i, at vi vil få en pæn vækst i 2014, siger Margrethe Vestager.
- Men tiden kalder ikke på finanspolitiske eksperimenter. Tiden kalder på en sikker styring af de offentlige finanser inden for de rammer, vores troværdighed måles på, siger hun.
Heller ikke Bjarne Corydon er med på en finanspolitisk lempelse på fem milliarder kroner i 2014 svarende til en kvart procent af BNP.
- Det kan vismændene finde plads til, fordi de har en anden vurdering end regeringen af, hvor tæt vi er på budgetlovens grænser for de offentlige underskud, siger finansministeren i en kommentar til vismandsrapporten.
- Regeringens skøn er, at vi er gået så langt vi kan for at holde hånden under beskæftigelsen inden for rammerne af Budgetloven og EU-henstillingen, siger Corydon.
Selv om der ikke er plads til finanspolitiske lempelser, når regeringen spørges, så deler regeringen vismændenes vurderingen af, at væksten er på vej tilbage i dansk økonomi.
/ritzau/