Lån ikke penge af os til at købe et sommerhus. Sådan lyder advarslen nu fra realkreditbranchen; en branche der netop ellers tjener sine penge på at låne penge ud til blandt andet sommerhuskøb. Det skriver Politiken mandag.
Priserne på de danske sommerhuse er alt for høje, mener realkreditinstitutterne ganske enkelt.
"Er man i tvivl, taler den aktuelt usikre økonomiske situation for, at man ser tiden an og i stedet lejer sommerhus frem for at købe nu. Det skal ikke være forventningen om en god investering, der driver beslutningen," siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark til Politiken.
Lige nu er der ellers bunker af sommerhuse til salg. Men selvom det i gennemsnit tager 400 dage at sælge sin danske feriebolig, har det ikke fået priserne til at falde til et niveau, der udløser købsanbefaling.
Der er ifølge professor i finansiering ved CBS flere årsager til det ophedede sommerhusmarked.
"Der har været en stor status forbundet med at købe sommerhus. Det er noget, fok har pralet af," lyder én af hans forklaringer til Newspaq.
Sådan har det dog ikke altid været
"I 90erne var det mest almindeligt, at det var folk med lejligheder, der købte et sommerhus for at få frisk luft, og det var der ikke noget fint ved. Men siden 2000 har det ændret sig, så der nu pludselig er status i at have et sommerhus," lyder det fra Finn Østrup.
Desuden har mange ikke kun købt et sommerhus for at have ferietag over hovedet.
"Der har været en kraftig spekulation i sommerhuse. Folk har købt et med det formål at kunne tjene penge ved et senere salg," siger professoren.
I øjeblikket er priserne så høje, at man faktisk kan leje et gennemsnitssommerhus til 5.000 kroner om ugen i 11 uger om året til samme pris, som det koster at købe huset til med de absolut billigste lån på markedet; afdragsfrie flekslån.
Og spekulationsdagene er endeligt forbi, når det kommer til feriehytten. I stedet er stavnsbåndet nærmest genindført i det danske sommerland.
"Der er ustyrlig mange huse til salg, og det tager ustyrlig lang tid at sælge dem. Det er bestemt ikke et attraktivt marked, og hvis man køber, skal man være forberedt på, at markedet kan falde væsentligt i de kommende år," siger Morten Skak, lektor i boligøkonomi ved Syddansk Universitet til Politiken.