Real Madrids håb om at forsvare det spanske fodboldmesterskab svinder mere og mere.
Søndag aften måtte træner José Mourinhos hold nøjes med 2-2 hjemme mod Espanyol, der udlignede til slutresultatet få minutter før tid.
Det er blot anden gang i otte kampe i denne sæson, at Real Madrid sætter point til på hjemmebane.
Gæsterne kom foran efter en halv times spil ved den tidligere FC Barcelona-spiller Sergio Garcia.
Real Madrid pressede på, og fem minutter før pausen måtte Espanyol-målmanden Francisco Casilla redde den fritspillede Cristiano Ronaldos afslutning efter en fremragende aflevering fra Mesut Özil.
Portugisiske Ronaldo kom alligevel på scoringstavlen i første halvleg, da han stak foden frem efter et godt indlæg fra Sami Khedira.
Få minutter inde i anden halvleg afgjorde en anden portugiser, Fabio Coentrao, tilsyneladende kampen til Real Madrids fordel, da han gled igennem i venstre side og scorede til 2-1.
To minutter før tid gik det dog galt for hjemmeholdet, da indskiftede Juan Albin udlignede.
Med det uafgjorte resultat har Real Madrid blot hentet 33 point efter 16 kampe og er 10 point efter FC Barcelonas tophold, der har spillet en kamp færre.
Senere søndag aften mødes ligaens nummer et og to, når FC Barcelona hjemme på Camp Nou tager imod Atlético Madrid, der har 37 point, seks færre end Barcelona.
/ritzau/