Er din tatovering, dit tørklæde, din kropslugt eller dit alkoholproblem kun din egen sag, hvis du er arbejdsløs?
Eller må jobcentret, a-kassen og socialrådgiveren blande sig, hvis netop de ting forhindrer dig i at få et job?
Debatten er blusset op, blandt andet efter at en Liberal Alliance-politiker meldte ud, at man bør tage dagpenge og kontanthjælp fra ledige med ansigtstatoveringer og burka.
Også en kampagne, hvor Jobcenter København i denne uge har besøg af sundhedsmedarbejdere, der taler med de ledige om alkohol, har skabt debat på Facebook blandt Avisen.dk's læsere.
For hvor går grænsen mellem omsorg og utidig indblanding? Og hvor meget af borgerens privatliv skal jobcentret blande sig i, hvis det netop er ting i privatlivet, der står i vejen for et job - og et bedre liv generelt?
Sparker til dem, der ligger ned
Flere læsere skriver, at de ville blive vrede over at blive spurgt til deres alkoholvaner. Det er et udtryk for mistillid over for arbejdsløse, mener nogle.
"Det er absolut unødvendig indblanding... Ingen grund til at sparke til en, der allerede ligger ned !!!" skriver Søs for eksempel.
Andre frygter, at jobcentret kan finde på at bruge oplysningerne til at straffe de ledige.
"Jeg synes ikke, at Jobcentret skal/kan blande sig idet - man vil altid være bange for hvad det kan bringe med sig, hvis man fortæller det der. Kommer der pludselig en meddelelse fra Jobcentret om at alle der drikker over så og så mange genstande ugentligt ikke mere kan få dagpenge eller noget lignende? Eller har de et eller andet åndsforladt kursus, som man SKAL på, hvis man fortsat vil have dagpenge? Så NEJ TAK til det!!!" skriver Marianne.
Kan misbrugere varetage et job?
Flere skriver, at jobcentret bør holde sig til at gøre én ting, nemlig skabe kontakt mellem arbejdsgivere og ledige - og ikke blande sig i alt muligt andet.
Andre læsere er mere positivt stemt over for initiativet, hvis formålet er at hjælpe dem, der har et problem.
"Jeg syntes faktisk, at det er i orden, men så skal det også kombineres med en målrettet handlings plan, der hjælper den ledige ud af problemet, såfremt det er der. Ingen kan ansvarligt varetage et job, såfremt der er alkohol eller andet misbrugsproblemer tilstede." skriver MayBritt.
Michell mener, at det kommer an på, hvordan spørgsmålet bliver stillet:
"Jeg vil sige hvis man spurgte følgende 'må jeg spørge ind til dit alkoholforbrug' så er tonen jo anderledes lagt an end 'nå, hvor meget drikker du så?' Der er tonen jo helt anderledes. Den ene er et bekymret spørgsmål den anden er et ordre-spørgsmål. Folk skal have retten til selv at ville udtale sig om det."
Vi har alle en forpligtelse til at hjælpe
Mikkel er også i tvivl, og kan se sagen fra flere sider.
"Jobcenteret har for det meste ikke forstand på afhængighed, og slet ikke på behandling. Det ved jeg fra mit arbejde på et misbrugscenter. Så de bør ikke gå ind i spørgsmål om behandling, eller komme med konkrete anvisninger. Men generelt mener jeg at vi alle har en forpligtigelse til at hjælpe hvis vi fornemmer at et medmenneske har et misbrug. Problemet med jobcenteret er, at der er overvejende risiko for at de kommer til at blande tingene sammen, og ende med at presse borgeren istedet for at motivere," skriver han, og fortsætter:
"Men det er et dilemma, for jobcentret skal kun forholde sig til de lediges beskæftigelsessituation, men bliver nødt til at tage højde for sociale forhold også. Sygdom, misbrug eller sociale vanskeligheder påvirker jo evnen til at passe et arbejde eller en uddannelse. Så egentlig tror jeg det er fint nok at spørge, men det der evt. skal gøres ved for eksempel misbrug skal de overlade til dem, der har forstand på det. Og de skal ikke presse folk til behandling. Tvang kan ikke fjerne et misbrug."
Vil de overhovedet indrømme det?
Men spørgsmålet er, om alkoholmisbrugere overhovedet vil stå ved deres problem. En misbruger erkender ikke bare pludselig problemet, bare fordi jobcentret spørger til det, skriver flere debattører.
"Mennesker, som ikke erkender deres misbrug, vil aldrig fortælle jobcentret hvor meget de drikker..." skriver Gerda for eksempel.
For nogle af læserne er dette slet ikke en nyhed. De har nemlig selv oplevet flere gange, at jobcentret spurgte til deres alkoholforbug.
Det "er da gamle nyheder, det blev jeg spurgt om for et år siden i Faxe kommune, faktisk hver gang, altså hver tredje måned, men da jeg ikke drikker, blev de ret hurtig trætte af at spørge," skriver Anni for eksempel.
Hvad mener du? Hvor går grænsen for, hvad jobcentret skal spørge om, hjælpe med og blande sig i? Og hvordan sikrer vi, at det sker på den bedste måde? Kom med din kommentar og deltag i debatten.