Der var ikke den store lyst til at snakke om de elendige meningsmålinger, der har været en del af den konservative hverdag de seneste år.
Til gengæld tordnede de lokale byrødder igen og igen til optimistisk kamp på talerstolen ved lørdagens konservative landsråd forud for efterårets kommunalvalg.
De blev opildnet af partiets kommunalpolitiske ordfører på Christiansborg, Mike Legarth.
- Vi skal ud at vise vores politiske modstandere, hvad en konservativ verbal lige højre er. Jeg ved, at den paralyserer vores modstandere, så de står blottede tilbage.
- Og hvis man så oven på det følger min anbefaling med at starte dagen i valgkampen med lige at spise et lille stykke råt kød og et lille glas brændevin, så er vi klar til gå efter struben på vores politiske modstandere, sagde Mike Legarth fra talerstolen.
Det Konservative Folkeparti har i dag 12 borgmesterposter, 251 medlemmer i diverse kommunalbestyrelser samt 20 medlemmer af regionsrådene.
Målet er at bevare sin status som landets tredjestørste kommunale parti med et niveau som det nuværende trods pres rundt om i forskellige kommuner.
Viborgs konservative borgmester, Søren Pape Poulsen, er en af de borgmestre, der er blevet presset, fordi Venstre har meldt ud, at man hellere vil støtte en socialdemokratisk borgmester end se Søren Pape Poulsen fortsætte.
Men han melder klar til kamp.
- Bring it on, kære venstre-folk. Jeg glæder mig til at hilse på jer den 20. november. Og jeg skal garantere for, at det giver endnu mere energi at vise, at vi nok skal holde fast i borgmesterposten.
- Og så må Venstre bare til at vænne sig til, at Konservative har borgmesterposter i hele landet. Vi bøjer os ikke for noget og ikke for nogen venstrefolk. Det skal de bare se at få lært, sagde Søren Pape Poulsen.
Også Frederiksbergs udskældte borgmester, Jørgen Glenthøj, fik klapsalver med på vejen, da han som et led i den store politiske diskussion om kommunens grundskyld, udtrykte ønske om at sænke kommuneskatten.
Fra Hjørring var det Daniel Rugholm, der manede til kamp.
- Vi tør tage svære beslutninger. Vi kæmper hver eneste dag frem til den 19. november, ikke for meningsmålingernes skyld, men for vores alles skyld, sagde Daniel Rugholm.
/ritzau/