Selvom den norske prinsesse Märtha Louise er tidligere professionel konkurrencerytter, kan det godt gå galt.
Og det gjorde det, da hun faldt af hesten og brækkede en knogle i foden under Oslo Horse Show den 13. oktober.
Det skriver Billed-Bladet, som citerer norske Aftenposten.
Märtha Louise faldt af sin hest, Carsall, i et skarpt sving. Hun kæmpede sig op på hesten igen og fuldførte sit show, men måtte efter showet tilses af en læge.
Prinsessen, der i 2002 valgte at udtræde af det norske monarki, har på sin Instagram-konto fortalt om den uheldige episode.
Prinsesse Märtha Louise er datter af kong Harald og dronning Sonja og søster til kronprins Haakon. Sidste år blev hun skilt fra sin mand gennem 14 år, Ari Behn.