Glem alt om at være kransekagefigur, modtage blomsterbuketter og klippe snore over. Den svenske prinsesse Sofia er for alvor trukket i arbejdstøjet.
Hun har gennemgået et kursus i det svenske sundhedsvæsen, så hun kan hjælpe, hvor der er brug for hende. Det oplyser det svenske hof i en pressemeddelelse.
Sofia, der blandt andet har en fortid som reality-stjerne før hun mødte prins Phillip, har planer om at tage vagter, når der er brug for hende for at aflaste sundhedspersonalet.
Sådan så det ud, da prinsessen havde sin første arbejdsdag i torsdags. Scanpix
Hun begyndte i torsdags på privathospitalet Sophia-hjemmet i Stockholm, hvor hun gik til hånde med blandt andet rengøring og lettere plejeopgaver.
– Inden for rammerne af ”beredskab” er jeg nu placeret i en af hospitalets plejeenheder, hvor jeg sammen med andre nyuddannede kolleger støtter og aflaster plejepersonalet med forskellige opgaver, herunder pleje af patienter og rengøring, skriver Sofia på prinseparrets officielle instagram-profil.
Sofia tog et lynkursus i plejeopgaverne sammen med adskillige fyrede SAS-medarbejdere, der nu ligesom prinsessen er klar til at hjælpe til i de daglige gøremål i det svenske sundhedsvæsen. På den måde bliver der frigivet læger og sygeplejersker, der så kan hjælpe til på de intensive afdelinger.
Sofia blev gift med prins Carl Philip i 2015. Sammen har de to børn. Scanpix