En 27-årig mand står efter politiets opfattelse bag flere bilbrande, som i efteråret blev stukket i brand i Baldersgade på Nørrebro i København.
Københavns Politi har anholdt manden, og han blev fredag fremstillet i grundlovsforhør. Her valgte en dommer at varetægtsfængsle ham i 24 dage.
Manden nægter sig dog skyldig, og han har kæret kendelsen om fængslingen til landsretten.
Det drejer sig om ni brande, som er blevet anstiftet i perioden fra 30. august til 23. oktober.
- Stigningen i bilbrande i et meget lille område i Baldersgade har naturligvis gjort, at vi har intensiveret vores efterforskning, siger vicepolitiinspektør Brian Belling, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi.
- Det er den efterforskning, der nu har båret frugt, siger Brian Belling i en pressemeddelelse.
Over for Ritzau vil Brian Belling ikke komme nærmere ind på, hvilke spor der peger i retning ad den 27-årige.
- Af hensyn til den efterforskning, der skal ske i sagen, vil vi gerne holde kortene tæt ind til kroppen, siger Brian Belling.
Han vil derfor heller ikke fortælle, hvorvidt politiet tror, at manden har handlet på egen hånd, eller om der har været flere om det.
Dog fortæller Brian Belling, at politiet endnu ikke har nogen klar idé om, hvad mandens motiv har været. Men det er ikke banderelateret.
- Der har været spekulationer fremme om, at det havde forbindelse til den igangværende bandekonflikt, og det er vigtigt for os at få afkræftet, siger Brian Belling.
Rundtomkring i landet sker det jævnligt, at biler bliver brændt af. Men i perioder kan der være flere bilbrande end andre.
Tilbage i 2016 var Københavnsområdet også plaget af en række ildspåsættelser, som ramte biler, og dengang anholdt politiet en ung mand.
Han var sigtet for at stå bag 10 brande og 20 forsøg på at stikke ild på biler. Han sad varetægtsfængslet i knap seks uger.
Københavns Politi endte dog med at opgive sigtelserne mod ham med den begrundelse, at det ikke kunne bevises, at det var ham.
/ritzau/