Har du set en lysegrå bil i Vrå i nat, vil politiet gerne høre fra dig.
Føreren af en sådan var nemlig involveret i en ulykke ved 03.30 tiden. Her blev en 18-årige mand fra Hjørring påkørt tæt på rundkørslen ved Ålborgvej. Men i stedet for at hjælpe den unge mand, flygtede bilisten fra stedet.
Den 18-årige nåede ikke at se, hvem der sad bag rattet, ligesom hverken bilmærke eller model kendes.
Den 18-årige slap nådigt fra ulykken:
- Der blev sendt en ambulance til stedet, og vi kørte også derop. Den unge mand har slået ryggen og nakken og havde smerter, så han blev kørt på Hjørring Sygehus, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund, til Ritzau.
Politiet opfordrer vidner, der måtte have set episoden, til at ringe til politiet på 114.