Politiet i Californien har fundet knoglerester på den grund, der støder op til Phillip Garridos hus.
Det er dog for tidligt at sige, om knoglerne stammer fra et dyr eller et menneske, og det kommer formentlig til at tage flere uger at fastslå, siger en talsmand for Contra Costa County, Jimmy Lee.
Garridos og naboernes grunde bliver fortsat undersøgt for spor, der kan knytte Garrido til drab på ti prostituerede i området i 1998 og 1999, skriver New York Post.
Selv Garridos far, Manuel Garrido, tror, at hans søn er skyldig i drabene.
"Han var afhængig af sex, det var hans problem. Jeg tror, min søn har dræbt de prostituerede," siger han til avisen.
Knoglefundet er blot en af mange gruopvækkende oplysninger, der er dukket op om Phillip Garrido, siden politiet i sidste uge fandt ud af, at han sammen med sin kone Nancy i 18 år har holdt den nu 29-årige Jaycee Dugard fanget i deres baghave.
Der er blevet rejst i alt 29 sigtelser mod ægteparret i forbindelse med sagen, men de nægter sig skyldige i samtlige anklagepunkter.