En eller anden har forsøgt at gøre rent efter forbrydelsen.
Men det lykkedes ikke at fjerne det hele.
Mandag fandt det portugisiske politi blodspor i den lejlighed i feriebyen Praia de Luz, hvorfra fire-årige britiske Madeleine McCann forsvandt i maj i år, da hendes forældre havde efterladt hende uden opsyn et par timer.
Det skriver flere portugisiske medier.
En eller flere gerningsmænd har forsøgt at vaske blodpletterne væk fra en af væggene, og derfor har politiet først fundet det nu.
Det er endnu for tidligt at sige, om blodet tilhører Madeleine, men politiets hunde har afsløret, at det stammer fra en død person.
Jagten på Madeleines formodede kidnappere har været intens. Senest mener et vidne at have set pigen i Belgien.