Det klinger hult, når Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance i et debatindlæg påstår at have medlidenhed med dem, han kalder velfærdsstatens ofre: De syge, arbejdsløse og dem, der er plaget af for meget kontrol. Det skriver Gudmund Auring, som er pensioneret folkeskolelærer, i et debatindlæg i Politiken.
De nævnte grupper er nemlig ikke, som Ammitzbøll påstår, ofre for velfærdsstaten, men for velfærdsstatens afvikling, pointerer læreren.
Og den afvikling er Liberal Alliance i højeste grad fortaler for - derfor støtter partiet udsatte grupper lige så lidt, som rebet støtter den hængte, påpeger han.
Kontrol i stedet for hjælp
Arbejdsløse og syge rammes, når der kommer større og større huller i vores sociale sikkerhedsnet, og når politikerne vælger at bruge ressourcer på at kontrollere, frem for at hjælpe, mener han.
"Ressourcer flyttes i stigende grad fra den enkelte udsatte over til et lag af kontrollanter. Før skulle en socialrådgiver hjælpe, nu skal hun begrænse og kontrollere – hvis hun da ikke flygter skrigende bort fra bøddeltjenesten for at bevare sin sociale selvrespekt," skriver Gudmund Auring blandt andet i debatindlægget.
Vi bliver - ligesom resten af Europa - ramt af arbejdsløshed som følge af den globale udvikling og automatisering. Løsningen er at indføre borgerløn, lukke hullerne for skatteflugt og oprette flere offentlige arbejdspladser, mener han.