Det er ikke nogen hemmelighed, at kongen af metal og forsanger i hedengangne Black Sabbath ikke har holdt sig tilbage, når det gælder drifterne og de ting, der gør livet lidt sødere.
Det gælder heller ikke når det kommer til sex, afslører den aldrende mand i nyt interview.
"Jeg var 15 år, da jeg mistede min mødom, og jeg var så liderlig, at mine bukser var ved at eksplodere," fortæller Ozzy på sædvanlig åbenhjertig vis ifølge contactmusic.com og opfordrer samtidig ungdommen til ikke at holde igen.
Ozzy Osbourne er ved at skabe sig et navn som klummeskribent om sundhed i den britiske avis The Sunday Times og her giver han et par råd ud i kunsten at finde sig til rette i det perfekte forhold.
Manden, der selv har været gift med tv-stjernen Sharon i 28 år, mener, at det er vigtigt at få "knaldet af" inden man slår sig ned i et fast forhold.
"Et af problemerne ved at spare sig seksuelt er, hvis du senere, når du endelig har giftet dig, opdager, at du slet ikke tænder på at have sex med vedkommende," lyder det i klummen.
Hermed er opfordringen givet videre.