En række kendte personer fra filmmiljøet udtrykker nu støtte til elever på Den Danske Filmskole, der har blokeret skolen i utilfredshed med ledelsen.
Vinca Wiedemann har været rektor på Den Danske Filmskole siden 2014.
Her er et overblik over konflikten mellem elever og ledelse på skolen:
2018:
* Nuværende og tidligere elever på filmskolen opretter Facebook-gruppen "Oplysningsgruppen", der skal følge nøje med i Vinca Wiedemanns fremtidsplaner for uddannelserne.
* Gruppen holder en række møder med ledelsen af filmskolen, men afbryder i november 2018 kontakten på grund af utilfredshed med rektor.
2019:
* Oplysningsgruppen opfordrer til at etablere et nyt, fagligt panel til at diskutere ændringerne af filmskolen. Det sker ikke.
* Vinca Wiedemann varsler store ændringer af uddannelserne. Blandt andet ved at omdanne skolen til en bachelor-kandidatmodel, skære i optaget og lægge uddannelser sammen.
* 31. januar: Filmskolens elever laver en mistillidserklæring til rektor Vinca Wiedemann:
- Vi, eleverne på Den Danske Filmskole, erklærer hermed, at vi har mistillid til vores ledelse med rektor i spidsen.
- Vi kan ikke tilslutte os den måde, de leder skolen på eller omfattende reformeringer af Den Danske Filmskole, lyder det.
87 ud af skolens 96 elever underskriver erklæringen.
* 14. november: Leder af filmskolens dokumentarlinje, Arne Bro, bliver sendt hjem. Årsagen er ikke kendt af offentligheden.
* 15. november: 84 procent af filmskolens elever kræver rektors afgang. Eleverne blokerer skolen, nedlægger undervisningen og indkalder til stormøde om situationen.
* 20. november: Filmfolk udsender en erklæring om støtte til de protesterede filmskoleelever. Kendte navne som Jørgen Leth, Iben Hjejle, Piv Bernth, Niels Arden Oplev og Nikolaj Arcel sætter deres underskrifter på erklæringen.
Kilder: Filmmagasinet Ekko, Ritzau.
/ritzau/