76 lande er blevet målt og vejet på, hvor dygtige deres skoleelever er inden for matematik og naturvidenskabelige fag.
Her kan du læse om undersøgelsen og organisationen, som har udarbejdet den:
* Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECD, har sammenlignet 76 landes testresultater i matematik og naturvidenskabelige fag og relateret dem til landenes uddannelsessystemer og økonomiske vækst.
* I top-fem på listen ligger udelukkende asiatiske lande. Singapore, Hongkong og Sydkorea ligger øverst.
* Danmark ligger som nummer 22 under Storbritannien og Tjekkiet. Endnu længere nede er Norge at finde på en 25. plads og Sverige på en 35. plads.
* På sidstepladsen finder man Ghana lige efter Sydafrika og Honduras.
* Det er alle de lande, der i øjeblikket har de nødvendige informationer om skolevæsnet og testresultater - heriblandt Pisa-undersøgelser - som sammenlignes i rapporten.
* Idéen bag undersøgelsen er at give flere lande, rige som fattige, mulighed for at sammenligne sig med verdens ledende inden for undervisning. Det siger Andreas Schleicher, direktør for uddannelse i OECD, til BBC.
Kilder: OECD, BBC
/ritzau/