En behersket optimisme præger indledningen af det årlige World Economic Forum i Davos, der onsdag løber af stablen for 43. gang.
Resten af ugen vil den lille schweiziske vinterby være centrum for internationale mediers opmærksomhed, når politiske og økonomiske topfolk diskuterer økonomi og politik.
Cirka 45 regeringsledere vil være til stede. Blandt dem Tysklands Angela Merkel, Storbritanniens David Cameron og Ruslands Dmitrij Medvedev.
Fra Danmark møder statsminister Helle Thorning-Schmidt op sammen med administrerende direktør Nils Smedegaard Andersen fra A.P. Møller-Maersk A/S. Kronprinsesse Mary kommer også til Davos.
I alt ventes hen ved 2500 deltagere, der hver betaler en halv million kroner for at være med ved sammenkomsten.
For det beløb får deltagerne adgang til seminarer og foredrag med kloge hoveder og indflydelsesrige personer. De kan desuden uformelt og uforpligtende drøfte verdens problemer og løsninger med disse.
Grundlæggeren af Davos-arrangementet, den nu 74-årige professor Klaus Schwab, beskriver møderne som en "form for terapi" for verdens ledere, hvor de kan diskutere globale udfordringer.
I fjor var den europæiske gældskrise vigtigste emne. I år er det økonomisk vækst og USA's store gæld, der står højt på dagsordenen.
- Der er ikke tvivl om, at den økonomiske situation ser meget bedre ud i dag end for 12 måneder siden. Men situationen er stadig følsom, og vi skal stadig være forsigtige, siger en let optimistisk Min Zhu, vicedirektør ved Den Internationale Valutafond ved ankomsten til Davos.
/ritzau/AFP