Der er lagt op til en drabelig duel i kampen, når FC Nordsjællands danske mestre på mandag tager imod FC København i Superligaens topbrag.
FCN's Jores Okore og FCK-angriberen Andreas Cornelius vil nok hilse på hinanden mange gange i løbet af de 90 minutter, og Okore ser frem til de mange intense nærkampe.
- Det handler først og fremmest om, at vi som hold hjælper hinanden og forsvarer godt. Når det er sagt, bliver det da sjovt at spille over for Cornelius, der er en stor og stærk fyr.
- Den duel glæder jeg mig vildt til, ligesom jeg glæder mig til kampen. Han er stærk mand mod mand og bruger sin størrelse godt, siger Okore til klubbens hjemmeside.
- Det bliver spændende at se, hvem af os der har mest fysisk styrke i nærkampene, og hvem der trækker sig bedst ud af den duel, lyder det fra landsholdsspilleren.
Cornelius er også kommet på A-landsholdet efter en forrygende sæson som topscorer for FCK. Og Okore kender efterhånden Cornelius ganske godt.
- Det er altid lidt specielt at stå i direkte konfrontation med én, man kender så godt. Jeg kendte en del til Cornelius i forvejen, men vi er kommet meget tættere på hinanden under den seneste landsholdssamling.
- Han er en rigtig fin gut og en god spiller, siger Jores Okore.
Midterforsvareren håber at kunne drage fordel af sit kendskab til Cornelius.
- Vi får nok mange direkte konfrontationer, og duellerne mellem ham og mig kan godt blive en kamp i kampen. Vi stod også tit overfor hinanden ved træningerne med landsholdet, og der blev virkelig givet og taget.
- På den måde har vi også lært hinandens gode og mindre gode sider bedre at kende, og det bliver spændende at se, hvem af os der udnytter det kendskab bedst.
- Men vores interne regnskab afhænger også meget af den støtte, vi hver især får fra resten af vores hold. Det afgøres jo ikke mellem os alene, fastslår Okore.
FCK fører Superligaen med syv point ned til FCN inden mandagens kamp. Der resterer lige nu syv kampe i sæsonen.
/ritzau/