Østarbejder-bureau i opråb: Det bliver sværere og sværere at få folk til Danmark

Firmaet Baltic Workforce har i mange år levet af at hente østeuropæisk arbejdskraft til Danmark. Det er ikke helt så let længere at få østeuropæerne hertil. (Foto: Foto: Baltic Workforce )

Det er i stigende grad op ad bakke at få østeuropæere til at arbejde i Danmark. Det oplever mandskabs-bureauet Baltic Workforce. Vi kommer til at kæmpe mere i EU om arbejdskraften fremover, vurderer forsker.

I mere end ti år har det danske arbejdsmarked tiltrukket hundredetusinder af østarbejdere på jagt efter job. 

Bedre økonomiske tider og stigende lønninger i Østeuropa er dog med til at få den tendens til at vende. I  Ugebrevet A4 slår flere ledende forskere fast, at det fremover vil blive sværere for danske arbejdsgivere at tiltrække arbejdere fra Østeuropa. 

Det mærker man også hos rekrutterings-bureaet Baltic Workforce. Det har siden 2008 forsynet danske virksomheder med ansatte fra lande som Polen, Litauen og Rumænien. 

- Der er lige nu en kæmpe konkurrence om arbejdskraften i Østeuropa, og de stigende lønninger i hele regionen er med til at gøre det svært for os at skaffe folk nok, siger Kim Knudsen, direktør for Baltic Workforce, til Avisen.dk.

Landbruget lider 

Direktøren peger på, at der i mange brancher er problemer med at få fat i nok af de eftertragtede arbejdstagere fra øst. Problemet er størst i landbruget, og det rækker ud over Danmarks grænser. 

- Mit klare indtryk er, at man hos mandskabsbureauer og arbejdsgivere på gårde i hele Europa har svært ved at skaffe det antal hænder, man har brug for, siger Kim Knudsen. 

Bela Galgozci, seniorforsker ved European Trade Union Institute, bekræfter tendensen. 

- Der er én simpel grund til, at jordbærrene på de danske og tyske marker nogle gange rådner, og det er ikke vejret. Det er, at der ikke længere er nogle, der er desperate nok til at plukke dem, siger Bela Galgoczi.

Seniorforskeren henviser til, at flere østarbejdere har fået adgang til bedre job i deres hjemlande og ikke længere behøver at tage det, han kalder "dårligt betalt og uattraktivt arbejde" i andre europæiske lande. 

Nye tal fra EU-kommisionen viser, at mere end hver femte europæiske virksomhed inden for byggeri, industri og servicefag rapporterer om problemer med at skaffe arbejdskraft. 

Ifølge Bela Galgoczi er det også med til at gøre det mere attraktivt for østeuropæiske arbejdstagere at tage arbejde i deres hjemlande. 

- Den store efterspørgsel på arbejdskraft har allerede medført tocifrede lønstigninger i visse lande, og det generelle billede er, at mange regioner i for eksempel Polen og Slovakiet er ved at være støvsuget for arbejdskraft, siger Bela Galgozci i et interview med Ugebrevet A4. 

Svært at holde lønnen lav

Baltic Workforce har tidligere været involveret i sager om løndumping og reklamerer på sin hjemmeside med, at de kan spare danske virksomheder for op til 50 procent af lønudgifterne i forhold til at hyre dansk arbejdskraft. 

Ifølge Kim Knudsen er de stigende krav fra østeuropæiske arbejdstagere dog med til at gøre det svært for mandskabs-bureauet at holde lønningerne nede. 

- Vi har indtil videre været i stand til at opfylde alle vores ordrer, men ikke til de priser, vi tidligere har været vant til, siger Kim Knudsen.