Regeringen forventer, at boligpriserne vil stige med 1,2 procent i år og med 1,5 procent næste år.
Ved den seneste økonomiske redegørelse fra december 2012 forventede regeringen, at priserne ikke ville stige i år, men med to procent næste år. Dermed er prognosen blevet lidt mere positiv for 2013, men samtidig en anelse mere skeptisk for 2014.
I Nordea Kredit er forventningerne stort set de samme. Her forventer man en stigning på 0,8 procent i 2013 og knap 1,9 procent i 2014.
Hvis man regner de to prognoser om til kroner og ører, betyder det dog ikke de helt store forskelle for boligejerne, om det bliver regeringen eller Nordea Kredit, der får ret.
Efter regeringens prognose bliver boligejere med et hus på 140 kvadratmeter 48.378 kroner rigere i friværdi i løbet af to år, mens de efter Nordea Kredits prognose bliver 51.604 kroner rigere.
Tallene er udregnet med udgangspunkt i Realkreditrådets beregning af, at et sådant hus ved indgangen til 2013 kostede lidt over 1,5 millioner kroner.
- Det betragter vi som en lille forskel, udtaler boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit i en skriftlig kommentar.
- Når det så er sagt, bør det fremhæves, at der er tale om gennemsnitstal for hele landet. Vi er af den overbevisning, at boligpriserne vil stige mest omkring de store byer og mindst jo længere væk fra byskiltet, man kommer, tilføjer hun.
/ritzau/