OB vandt mandag aften 3-0 over Randers FC i Alka Superligaen. Sejren betyder, at OB rykker væk fra sidstepladsen, og den giver samtidig spillerne troen på, at de er på rette vej.
Første mål blev scoret af Joan Simun Edmundsson, der var rykket frem som angriber efter at have spillet hele efteråret som kantspiller.
Han havde fået ordrer på at skyde mere på mål, og han kvitterede med en regulær perle, da han hamrede bolden i nettet fra lang afstand.
- Jeg prøvede at komme fri af Erik Marxen, selv om han havde godt fat i mig.
- Jeg overvejede, om jeg skulle tage frisparket, men så kom jeg fri, og Kent Nielsen havde sagt i optakten, at jeg skulle sparke mere på mål, så det prøvede jeg, og så ramte jeg den lige i røven, og den gik ind, siger Joan Simun Edmundsson.
- Det var meget dejligt at score. Nu havde jeg ikke scoret i vores træningskampe og måske følt, at jeg ikke var der, hvor jeg skulle være.
Edmundsson har spillet angriber i alle træningskampene, så det var ikke overraskende, at han startede helt fremme ved siden af Anders K. Jacobsen.
- Det er ikke nødvendigvis bedre for mig at spille helt fremme, men jeg gør det også for Færøerne. Jeg kan spille mange positioner, siger Edmundsson.
Fynboernes to øvrige mål blev begge scoret af Rasmus Jönsson. Først scorede han efter en flot solotur, og ved mål nummer to drejede han bolden helt op i målhjørnet.
OB's cheftræner, Kent Nielsen, er glad for, at fynboerne har fundet vejen til målet i vinterpausen.
- Simpelt sagt var det effektivitet, som vi ikke har haft længe. Jeg synes, at vi scorede nogle super flotte mål, siger Kent Nielsen.
- I særdeleshed er de to sidste mål omstillingsmål af meget høj klasse. Så det, vi lykkedes med, var effektivitet, for rent spillemæssigt har vi tidligere på sæsonen spillet bedre kampe.
Sejren giver OB et godt afsæt til lørdagens udekamp i Horsens.
- Mentalt betyder en sejr altid noget, siger Kent Nielsen.
- Dog er man aldrig bedre end sin sidste kamp, så taber vi til Horsens i weekenden, er vi tilbage ved udgangspunktet før foråret.
OB har 21 point efter 22 kampe. Det er tre point flere end Viborg på sidstepladsen og et point færre end Esbjerg på 12.-pladsen.
/ritzau/