Myndighederne i North Carolina har evakueret flere tusind indsatte fra fængsler i delstaten forud for orkanen Florence.
Det oplyser fængselsmyndigheden The North Carolina Division of Adult Correction and Juvenile Justice ifølge nyhedsbureauet AP.
I alt er omkring 3000 voksne indsatte, ungdomsforbrydere og personale fra fire statsfængsler og tre ungdomsfængsler blevet evakueret.
Myndighederne oplyser desuden, at alle voksne indsatte, der bliver ramt af evakueringen, får lov til at foretage et gratis telefonopkald til et familiemedlem i løbet af weekenden.
De mange evakuerede fanger bliver flyttet tilbage, når orkanen har passeret, og området vurderes at være sikkert igen.
USA's National Hurricane Center (NHC) oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Florence forventes at ramme North Carolina fredag og bevæge sig ind i landet i løbet af lørdagen.
Der bor omkring ti millioner mennesker langs orkanens ventede rute, og med Florences størrelse ventes op mod en meters nedbør på to dage visse steder.
Torsdag blev der målt vindstød på 165 kilometer i timen i vejrsystemet. Det er et fald fra tidligere på ugen. Orkanen er også blevet nedgraderet fra kategori fire til to.
Billeder fra North Carolina viser, at byer langs kysten er begyndt at opleve, at havvand presses op på land af vindstødene.
Myndighederne har advaret de indbyggere, der ikke ønsker at blive evakueret, om, at de kan ende med at sidde alene, gennemblødte og i totalt mørke.
Redningsfolk kører ikke ud, før vindhastigheden er nede på 80 kilometer i timen eller under, lyder beskeden også.
Det forventes, at havvand kan blive presset tre kilometer ind i landet. Alt efter hvor længe Florence bliver hængende over et område, forventes oversvømmelser på op til fire meter.
/ritzau/