Efter en 31-25-sejr over Tyskland i en heksekedel i Hamburg er det norske håndboldlandshold klar til sin anden VM-finale i træk.
Og for nordmændene er det en regulær drømmefinale, der venter i Herning på søndag.
- Ja, det er det absolut. Nu kan vi få en revanche. Det var dejligt at slå tyskerne i Tyskland, og det vil være endnu bedre at slå danskerne i Danmark i en VM-finale, siger bagspilleren Espen Lie Hansen.
De to lande mødtes også i den indledende runde, hvor Danmark vandt 30-26 efter en stor føring undervejs.
Nordmændene er overbevist om, at de har lært noget af den dukkert, og at de kan skabe en langt bedre kamp på søndag.
- Det tror jeg bestemt, siger playmakeren Gøran Johannessen, der indtil sidste sommer spillede klubhåndbold i GOG.
- Mod Tyskland viste vi, at vi har et hold, der står sammen, og vi ramte et dejligt niveau i vores forsvarsspil.
- Hvis vi kan gøre det samme mod Danmark og få stoppet Mikkel Hansen og Rasmus Lauge, så har vi gode muligheder, siger han.
Johannessen var med på det norske hold, der for to år siden tabte VM-finalen til Frankrig. Nu er det Norges tur til at træde op på verdenshåndboldens øverste trin, mener han.
- Nu vil jeg bare vinde guld. Vi har ikke vundet guld tidligere. Vi har været i en finale. Der fik vi sølv, og vi blev enige om, at næste gang skulle vi tage guld. Så enkelt er det, siger han.
Han er dog klar over, at der venter en vanskelig opgave mod Danmark. Johannessen nåede at se halvdelen af Danmarks kamp mod Frankrig i tv, inden der var afgang til hallen.
Han er svært imponeret af det, danskerne præsterede.
- Jeg så første halvleg, og den var vanvittig. Altså helt sindssyg. Men jeg håber og tror, at de ikke kan ramme det niveau to gange i træk, for det er da noget af det vildeste, jeg har set i lang, lang tid, siger Gøran Johannessen.
VM-finalen mellem Danmark og Norge spilles klokken 17.30 på søndag.
/ritzau/