Af Young-suk No
Ekstern lektor i koreansk.
Københavns Universitet

Her i avisen blev Mads Brügger interviewet i anledning af premieren på Det Røde Kapel d. 1. december. Dér omtalte han blandt andet nordkoreanere som værende enfoldige og naive ? at de var ligesom børn, der troede på julemanden. Det var underforstået, at det var grunden til, at sådan et morderisk regime (Mads" egen ord) kunne fastholdes.

En modig kvinde

Inden denne udtalelse om nordkoreanere sætter sig i vores hukommelse som værende et "sandt" udsagn, vil jeg prøve at modbevise og dementere Mads beskrivelse af nordkoreanere ved at fortælle om de nordkoreanere, jeg kender, og de historier, som er fortalt af andre nordkoreanere, der er flygtet til Sydkorea.

En nordkoreansk kvinde havde mistet sine to ben, da hun blev sendt tilbage til Nordkorea, efter at hun var flygtet til Kina. Hun blev fanget af det kinesiske politi og udleveret til den nordkoreanske myndighed.
Under et umenneskeligt forhør har det nordkoreanske politi ødelagt hendes ben, så hun ikke kunne flygte igen.

Hun opgav ikke og flygtede igen - næsten kravlende. Det lykkedes for hende at komme til Sydkorea, og nu kæmper hun for andre nordkoreaneres tragiske skæbne ved at fortælle sin historie.
Det, der fik hende til at flygte - med eller uden ben - var, at hun ville fortælle omverdenen om, hvor frygteligt de levede i Nordkorea. Det er også det, der har motiveret andre nordkoreanere til at gennemføre den næsten dødsdømte flugt fra landet.

Den store fader

Der kan være mange komplekse grunde til, at et sådant "morderisk" system fastholdes i så lang tid. En af grundene kan måske findes i den nordkoreanske kulturelle kontekst.

Den afdøde leder, Kim Il-song, havde skabt et idyllisk familiebillede, hvor den store fader passede på sine børn. Han ville skabe et paradis, hvor alle havde det godt. Til gengæld skulle børnene (folket) være lydige over for deres fader og vise respekt og ærbødighed og udvise ubetinget loyalitet. Sådan var traditionen, og sådan gjorde folk.

Ingen alternativer

Samspillet mellem Kim Il-songs magtbegær og de traditionelle værdinormer gjorde, at systemet kunne legitimere sig og kunne fastholdes i så lang tid. Så længe der var mad på bordet, ville alle gerne blive ved med at tro på faderen, der så overbevisende lovede et paradis med sin autoritet og myndighed - måske også fordi der ikke var alternativer.

Nu videreføres systemet af Kim Il-songs arvtager, sønnen Kim Jong-il. Systemet fastholdes fortsat ved at gøde frygt blandt befolkningen - frygt for at miste sit liv eller familien.

Nu flygter nordkoreanerne med livet som indsats, fordi de ikke kan holde det ud længere.
Dem, der overlever sådan et system, er hverken enfoldige eller naive. Tværtimod er de umådelig stærke og modige, og de er mere værdige end det system, de måtte leve under.