Et lille flertal af borgerne i hovedstadsområdet synes, det er en god idé at lovliggøre hash i en forsøgsperiode, som Københavns Kommune har foreslået.
På landsplan derimod er betænkeligheden over for forslaget mere udtalt, viser en meningsmåling i Jyllands-Posten.
52,2 procent af borgerne i hovedstadsregionen bakker op om forsøget ifølge målingen fra Rambøll/Analyse Danmark, mens 41,6 procent er afvisende.
På landsplan er antallet af tilhængere og modstandere næsten ens: 47,4 procent synes det er en dårlig idé, mens 46,8 procent mener, at regeringen skal give Københavns Kommune lov til at gennemføre et treårigt forsøg.
Størst er modstanden i Nordjylland, hjemstavn for Københavns overborgmester Frank Jensen. Kun 38 procent af nordjyderne støtter forslaget.
Ikram Sarwar, Socialdemokraternes politiske ordfører i Københavns Borgerrepræsentation, er ikke overrasket over udsvingene mellem landsdelene.
- Det er jo netop indbyggerne i København og borgere i hovedstadsområdet, som oplever konsekvenserne af af den nuværende situation.
- Det er københavnerne, som støder på pusherne i parkerne og øvrige konsekvenser af et kriminelt hashmarked og derfor ønsker nye tiltag, siger han til avisen.
Opbakningen i regionen er udtryk for, at de kendte metoder - heriblandt mere politi og højere straffe - ikke rigtig virker, mener han.
Justitsminister Morten Bødskov (S) er totalt afvisende over for forslaget, ligesom omegnsborgmestrene rundt om København er skeptiske over for idéen, skriver Jyllands-Posten.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.