FC København-angriberen Nicolai Jørgensen føler sig snydt for et straffespark mod Real Madrid, der onsdag slog de danske mestre med 0-4 i Champions League.
Jørgensen headede på overliggeren kort før pausen, og på målstregen hindrede Luka Modric ham i at blive målscorer til 1-1.
- Vi gjorde det godt nok, indtil de kommer foran med 2-0. Så lavede vi nogle dumme fejl, og de fik to mål mere. Vi må ikke tabe med så meget.
- Undervejs blev vi så også snydt for et straffespark, siger Nicolai Jørgensen med henvisning til sit eget hovedstødsforsøg.
- Bolden kom ind over, og jeg headede den på overliggeren, og den gik ned på hans arm. Den ville være gået ind, hvis han ikke havde stået der. Efter min overbevisning er der straffespark og rødt kort.
Kunne det have fået nogen betydning for kampens udfald?
- Det er svært at sige, hvilken betydning det ville have fået. Det ville have givet os et mål, hvis vi havde scoret.
- Jeg synes, at det er lidt ærgerligt, at den ikke bare gik ind i stedet for at ramme underkanten af overliggeren.
Kunne I have fået et resultat med herfra, hvis der havde stået 1-1 ved pausen?
- Det er umuligt at sige, om vi kunne have lavet noget. Det er jo et klassehold, siger Nicolai Jørgensen.
I den anden gruppekamp spillede Galatasaray 2-2 ude mod Juventus. Et resultat, der var lidt uheldigt, da det sandsynligvis er tyrkerne, der er FCK's hårdeste konkurrent til at snuppe gruppens tredjeplads, der giver adgang til Europa League.
- Det var ikke lige det, vi håbede på. Vi skal måske være glade for, at det endte uafgjort, for Galatasaray førte indtil kort før tid.
- Nu skal vi møde Galatasaray to gange, og det er de vigtigste kampe for os. Men vi skal samtidig huske på at nyde det.
- Vi kan ikke regne med at gå videre. Alle resultater, vi kan få, vil være fantastiske, siger Nicolai Jørgensen.
/ritzau/