Efter blot to VM-kampe har unge Nicklas Jensen allerede kørt sig selv i stilling som en af fremtidens stjerner på det danske ishockeylandshold.
Han har scoret i begge sine optrædener i VM-turneringen i Stockholm og ligner det, som dansk ishockey længe har skreget efter: En klassisk målscorer.
- Der er generelt ikke så mange målscorertyper i dansk ishockey. Man så, at Nicklas Jensen kom herover fra Canada, og i sin første VM-kamp lavede han mål ud af ingenting. Det er den type, han er, og dem har vi ikke mange af, siger kaptajn Morten Green.
- Vi har i de sidste fire-fem år jo heller ikke været kendte for at sprøjte målene ind, konstaterer han.
Med 3-2-sejren over Hviderusland mandag eftermiddag fik Danmark for anden gang ved VM lavet tre mål i samme kamp, og Nicklas Jensen stod for danskernes anden træffer.
Der var på forhånd sat spørgsmålstegn ved NHL-talentets kampform efter tre uger som reserve i Vancouver Canucks, men landstræner Per Bäckman er begejstret for den indsats, Jensen har leveret.
- Han bliver en stor ishockeyspiller. Det har jeg hele tiden sagt, og det beviste han igen mod Hviderusland. Han kan ikke bare lave mål, han er også smart, siger Per Bäckman.
Det eneste, landstræneren ærgrer sig over, er, at Jensen ikke var i samme form tidligere på året, da Danmark spillede om OL-billetter i Vojens.
- Jeg bliver nærmest lidt forbandet, når jeg ser ham her. Havde han været i den form i februar, havde vi formentlig været klar til OL nu, siger Bäckman med et smil.
/ritzau/