Det er nogle ekstremt skuffede danske ishockeyspillere, der nu må konstatere, at kvartfinalepladsen ved VM i Stockholm er uopnåelig.
Med 1-2-nederlaget til Tyskland har danskerne udspillet deres rolle i turneringen, i hvert fald i kampen om et positivt resultat. Nu handler det kun om at undgå nedrykning.
- Vi spillede godt over hele linjen, men det gik ikke vores vej. Nu handler det om at vinde de to sidste kampe, siger Nichlas Hardt.
- Jeg er træt af at tabe. Vi havde masser af chancer, vi scorede desværre ikke på dem, men jeg synes, vi spillede en kanonkamp. Jeg er sindssygt skuffet, lyder det fra den normalt så målfarlige dansker.
Backen Stefan Lassen erkender, at det er svært at sluge, at holdet nu står med fem nederlag efter fem kampe og nu kun skal kæmpe om at efterlade Italien bag sig i nedrykningskampen.
- Der er ingen af os spillere, der kan lide at tabe, så det er hårdt. Men vi skal skynde os at få ladet batterierne op, for vi skal vinde i hvert fald en af de sidste to kampe. Mere er der ikke at sige om det, lyder det fra Stefan Lassen.
Han er helt klar over, hvor skoen trykker på det danske hold. Ni mål i fem kampe er ikke for meget.
- Vi havde vores mulighed, men den ville bare ikke ind. Den hoppede og dansede inde på stregen, og alene i første periode burde vi vel have lavet to mål, siger Stefan Lassen.