Jeg valgte at være meget åben omkring min yngstes historie, så jeg skrev klummer om hende flere gange, fortalte om mine erfaringer og holdninger på live-tv, og der blev lavet en længere podcast med hende, da hun var fem-seks år gammel. I den forbindelse gav jeg mig også i forhold til hendes hår, så det blev klippet kort lige som en af hendes brødre, der var (og nok stadig er) hendes helt store forbillede.
Hver gang jeg havde været offentlig omkring det, affødte det en del mails og beskeder fra fremmede mennesker om, hvor godt det var, at jeg lod hende udleve sin ’drengeside’, men også en hel del velmenende råd om, at jeg skulle tage hende med ind til diverse organisationer, der kendte til transseksualitet – også hos børn. Hun skulle tale med ligesindede og psykologer, sagde de, men jeg var tilbageholdende.
Min mor gav en gang udtryk for, at det ikke var godt, at jeg opfordrede hende til at være dreng, og i børnehaven blev jeg belært om, at jeg jo skulle fortælle hende om forskellene på kønnene, så hun var klar over, at hun jo var pige biologisk.
Til min mor svarede jeg, at jeg ikke opfordrede hende, men lod hende være, som hun nu en gang var, da jeg som mor ikke skulle være den, der gjorde hende forkert. Desuden kunne jeg ikke se andet end et ulykkeligt barn for mig, hvis jeg hver eneste morgen skulle tvinge hende i ’pigetøj’, når hun nu virkelig ikke ville.
Vi ser tiden an
Til børnehaven fortalte jeg, at hun udmærket var klar over, at hun var pige og havde andre kønsdele end drengene – som hun selv sagde: ’X er dreng, fordi han har en tissemand. Jeg er dreng, fordi jeg har en tissekone.’ Børnelogik, når den er bedst.
Men lige som jeg ikke ville gøre hende forkert, ønskede jeg heller ikke at sætte hende i bås og fastlåse hende i en bestemt kønsopfattelse så tidlig som tre-års-alderen.
Og når hendes søskende spurgte, hvad jeg ville gøre, hvis hun blev ved med at have denne opfattelse, kunne jeg jo ikke svare andet end: ’Så gør hun det, og så elsker og støtter vi hende i det, som vi altid har gjort.’
Med til hendes historie hører, at hun aldrig bad om at få et andet navn, blive omtalt som dreng eller skifte pronomen til han.
Jeg valgte taktikken ’Vi ser tiden an og ser, hvad der sker…’ Hun er den syvende og sidstfødte af mine børn, så det er heller ikke første gang, jeg har haft et barn, der her leget med og udforsket sin kønsidentitet. Efter nogle år er de vendt tilbage til deres medfødte køn, måske ikke helt så udprægede maskuline hhv. feminine i deres udtryk som så mange andre, men heller ikke med flydende kønsidentitet. De og vi er nok så heldige, at vi bor og boede i København, hvor der er lidt højere til loftet, men også at det udspillede sig i en tid, hvor der ikke var så stor fokus på det som i dag.
De gode intentioners bagside
For sådan som det udspiller sig i dag, hvor børn helt ned i børnehavealderen bliver præsenteret for 100+ kønsidentiteter og en ideologi om, at det hele er en social konstruktion, som man bare frit kan vælge inden for, er jeg langt fra sikker på, at jeg havde kunnet holde stand og blot fortsætte min ’se lige tiden an’-strategi.
Der havde nok været rigtig mange, der havde fortalt mig i børnehave, skole og på SoMe, hvad jeg skulle gøre og lagt et pres på mig og min datter, som jeg ikke tror, jeg havde kunnet sidde overhørig uden at føle, at jeg gjorde noget forkert og ikke opfyldte min rolle som en ordentlig og god mor/forælder.
I dag er hun tween og omfavner sin kvindelighed og femininitet uden at være udpræget ’piget’. Hun er heller ikke det modsatte, og heldigvis er moden i dag sådan, at man sagtens kan have langt hår og ditto vipper, samtidig med at ens jeans er løse og med hængerøv.
Hun er også i dag så stor, at vi godt kan tale om, hvordan det var, da hun var lille. Hun kan jo se på fotos, at hun virkelig lignede en dreng, og det er ikke noget, der gør hende hverken flov eller ulykkelig, i dag hvor hun er et andet sted.
Jeg har fortalt hende om, hvordan jeg blev rådet til at tage hende med ind og tale med psykologer og andre, der vidste noget om transseksualitet, og hendes reaktion er totalt chok og forfærdelse:
’Det er jeg godt nok glad for, at du ikke gjorde, mor. For jeg vidste jo intet om min seksualitet eller køn andet end, at jeg godt kunne lide at være sammen med drengene og lave de ting, de gjorde…’
Nogle gange gør vi de rigtige ting som forældre, andre gange gør vi ikke. Og jeg kan godt bære at have gjort noget forkert, hvilket jeg også har, men her er jeg overordentlig glad for, at jeg valgte denne strategi og ikke at lytte til de velmenende råd. For jeg er slet ikke i tvivl om, at de, der rådede mig til at søge vejledning, kun tænkte på min datters bedste. Jeg var bare i tvivl.
I dag er jeg ikke i tvivl, men langt mere bange
I dag er jeg faktisk bange på vores børns vegne. Jeg tror ikke på det gode i, at vi, fra vores børn er helt små, nærmest tvangsfodrer dem med kønsideologier og beder dem overveje deres kønsidentitet, længe før de overhovedet ved, hvem de selv er.
Den 5. marts i år skrev psykolog og tidligere mangeårig formand for Børns Vilkår, John Aasted Halse, en kronik i Berlingske, hvor han netop advarer mod transideologi som ’…Tankespind og en aggressiv form for aktivisme, som kun kan gøre børn endnu mere forvirrede og usikre…’
Efter at have dykket meget mere ned i det her emne, er jeg slet ikke i tvivl om, at han har ret.
Jeg har læst den ene beretning efter den anden fra forældre, der har fulgt de gode råd og taget skridtet fuldt ud ift. deres børn og påvirket dem i retning af et andet køn end det, da var født med, som senere har måttet erkende, at de tog fejl og gik alt for voldsomt til værks. At de overså en hel masse andre mulige årsager til, at deres barn ønskede at være hhv. pige eller dreng, end at de havde en kønsdysfori eller reelt var transseksuelle.
Og det er jo mere end muligt. Ifølge sundhed.dk er det 0,5 – 2 % af befolkningen, der har en kønsidentitet, der er anderledes end den, de blev født med, men ud af dem, er det kun en relativ begrænset del, der ønsker eller opsøger behandling.
I forhold til hvor meget kønsidentitet fylder i mediebilledet, kunne man jo godt få indtryk af, det er langt flere.
Men der er også en berøringsangst over dette emne. Det er i dag svært bare at stille kritiske spørgsmål til den måde, vi behandler disse ting på uden med det samme at blive beskyldt for at være transfobisk og ikke tage disse menneskers problemer alvorligt. Og selvfølgelig skal de tages alvorligt. Men måske det også snart er tid til, at der kommer lidt proportioner ind i behandlingen af det?
0,5 – 2 % af befolkningen, hvor kun en mindre del af dem rent faktisk ønsker eller opsøger behandling, og så skal alle børn undervises i det og især forholdes, at det jo godt kan være, at de også har det sådan?
Det er for mig uforståeligt.
Det er så slet ikke det samme som, at det ikke skal tages alvorligt eller behandles offentligt, for de her mennesker har ofte svære liv og en masse udfordringer, som vi skal hjælpe dem med. Men at hjælpe dem har jeg svært ved at se er det samme som, at alle børn skal udfordres på, om de måske også har det sådan Og at hvis de udviser det mindste tegn på ikke at føle sig helt hjemme i deres køn eller blot udfordre deres kønsudtryk, at vi så straks sætter ind med behandling.
Når selv det oprindelige miljø siger fra
I USA findes der efterhånden utallige historier på, hvordan folk, der stiller kritiske spørgsmål til måden at behandle børn og unge med divergerende kønsidentitet på (medicinsk og operativt) bliver lukket ned, lige så hurtigt, de har sagt noget. Det her er vel at mærke ofte mennesker, der selv bekender sig til en anden seksualitet end hetero (bøsser og lesbiske) og derfor også nogle, jeg mener, man bør lytte til. Det er mennesker, der i den allerbedste mening har ønsket at gøre livet bedre for disse mennesker, men som efter en årrække erkender, at de tog fejl og ikke længere kan stå inde for de behandlinger, de har været med til at tilbyde. Behandlinger der stadig i dag tilbydes børn og unge.
Disse behandlinger, også de rent medicinske er hverken ufarlige eller reversible. Hvis man holder op med medicinen, er der altså sket varige forandringer i den unges krop, som ikke kan føres tilbage. Aldrig.
Netop den kendsgerning burde få os til som mennesker, samfund og sundhedssystem at være overordentlig tilbageholdende med at tilbyde børn og unge disse behandlinger, før vi er absolut sikre på, at der er det rigtige at gøre for dem. At de reelt har en kønsdysfori, altså at man føler ubehag ved, at ens krop eller fremtræden ikke stemmer overens med ens egen kønsforståelse.
I starten af oktober i år sendte Dansk Regnbueråd (En forening for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle, der er et alternativ til LGBT+ Danmark, som de mener har et "ekstremt" værdigrundlag og har forværret biologiske kvinders rettigheder samt børns mentale trivsel) et 23-sider langt brev til Etisk Råd, hvor de beder dem tage stilling til lovforslag B62 fra forsommeren, der omhandler forbud mod kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling af børn under 18 år.
Ifølge dette brev har Folketinget ikke tidligere debatteret eller vedtaget, at det danske sundhedsvæsen skal kunne udføre kønsskifte på børn. Etisk Råd er heller ikke blevet bedt om en vurdering eller selv kommet med en udtalelse om behandlingstilbuddet.
Levende eksperimenter
Som lægmand er det mest chokerende at læse, at det faktisk har været muligt at lave kønsskiftebehandlinger på børn de seneste otte år, og at 341 børn fra 2014 – 2022 allerede har fået denne behandling på trods af viden om irreversibilitet og andre bivirkninger som: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster/ammeevne, manglende evne til at opnå orgasme, permanent infertilitet samt psykiske konsekvenser.
Jeg ved af gode grunde ikke, om Etisk Råd har svaret tilbage eller lige nu sidder og arbejder på en udtalelse om behandlingstilbuddet. Men jeg håber det. Lige som jeg håber og tror på, at der snart blæser nye vinde. Tallene for behandling med medicinsk kønsskifte er nemlig på trods af en øget tilgang i henvisninger fra 2014 til 2022 faldet fra 30% af de henviste børn til bare 6%.
Da jeg ikke er læge, kan jeg selvfølgelig ikke vurdere, om de mulige lindringer ved behandlingen opvejer bivirkningerne, men når sidstnævnte er så voldsomme og ikke står til at ændre, hvis den unge skulle fortryde, må og skal vi tage diagnosticeringen mere end alvorligt, så vores børn ikke bliver levende eksperimenter, fordi ingen tør sige fra…
Hvis du vil vide mere:
John Aasted Halse:
https://www.berlingske.dk/kronikker/psykolog-advarer-imod-transideologi-det-er-tankespind-og-en-aggressiv
Beretning fra en, der i dag fortryder at have behandlet børn og unge:
https://www.thefp.com/p/i-thought-i-was-saving-trans-kids
En kvinde og mors historie, som i dag fortryder at have købt ind på ideologien for sine egne sønner:
https://pitt.substack.com/p/true-believer