I et år har Skat undladt at opkræve moms og A-skat hos virksomheder, som ikke frivilligt foretager de lovpligtige indberetninger.
Det betyder, at der nu mangler anslået 2,8 milliarder kroner i statskassen, skriver Jyllands-Posten.
Flere eksperter kritiserer i skarpe vendinger, at Skat siden sidste sommer ikke har lavet såkaldt foreløbige fastsættelser. Med dem fastsætter Skat ud fra et skøn, hvad virksomheder, som ikke selv indberetter og betaler moms og A-skatter, skal betale.
Det er problemer med Skats renteberegninger, som har sat en stopper for opkrævningen. Skat forventer, at der er en pukkel på 109.000 foreløbige fastsættelser, hvor virksomheder skal betale 2,8 milliarder kroner.
- Det er ret vildt, at der mangler så mange penge i statskassen, siger partner Robert Mikelsons, leder af skatteafdelingen hos advokatfirmaet Maqs Law Firm, til Jyllands-Posten.
- Der er ingen tvivl om, at det vil medføre tab for statskassen, for jo længere tid der går, jo større er risikoen for, at nogle virksomheder går ned og ikke kan betale, fortsætter han.
Formanden for Danske Insolvensadvokater, Pernille Biggard, frygter også, at en del af gælden til statskassen aldrig vil blive betalt.
- Momssvindlere har fået arbejdsro, og det gør det selvfølgelig sværere efterfølgende at opklare, hvad der er sket, siger hun til avisen.
Hos Skat erkender inddrivelsesdirektør Jens Sørensen, at problemerne kan komme til at koste for statskassen.
Men der bliver nu sat ekstra ressourcer ind, og derfor mener han, at i hvert fald en stor del af pengene nok skal komme i kassen, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/