Milan sænker Roma og Robin Olsen i sidste sekund

Sport
FBL-ITA-SERIEA-ACMILAN-ROMA (Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix)

På et mål af Patrick Cutrone dybt inde i overtiden vandt AC Milan med 2-1 hjemme over AS Roma i Serie A.

Det lignede en pointdeling mellem AC Milan og AS Roma i den italienske Serie A, da det stod 1-1 langt inde i kampens overtid.

Men den indskiftede Milan-angriber Patrick Cutrone ville det anderledes og scorede det afgørende 2-1-mål fem minutter inde i overtiden.

Få sekunder efter blev fodboldkampen fløjtet af.

Det var angriberen Gonzalo Higuain, der tidligere på sommeren skiftede til Milan fra Juventus, som stod for det elegante oplæg til 2-1-målet.

I Roma-målet stod den tidligere FC København-keeper Robin Olsen, og svenskeren kunne ikke forhindre bolden i at trille i mål.

Dermed vandt Milan hjemmekampen og rejste sig oven på premierenederlaget på 2-3 ude til Napoli.

Milan kom fem minutter før pausen foran 1-0 ved kantspilleren Franck Kessie, som udnyttede en glimrende tværpasning fra backen Ricardo Rodriguez.

Efter en times spil udlignede Roma til 1-1 efter et hjørnespark, da stopperen Federico Fazio skød på mål fra kanten af feltet.

Milan har nu tre point efter to kampe og er placeret i midten af tabellen. Roma har et point mere efter tre spillede kampe.

/ritzau/