Normalt er Newcastle ikke et nemt sted at besøge, men det forhindrede ikke gæsterne fra Swansea at vinde lørdagens Premier League-kamp med 2-1.
Swansea-manager Michael Laudrup kunne se sine nyindkøb fra sommerens transfervindue Michu og Jonathan de Guzman score til henholdsvis 1-0 og 2-0 i anden halvleg. De Guzmans sene 2-0-mål afgjorde reelt opgøret.
Først i dommerens tillægstid fik Demba Ba reduceret for Newcastle, som i tabellen må se Swansea overhale dem. Laudrups tropper er nu nummer 10 med 16 point i 12 kampe.
Sejren bør give Swansea rigeligt med selvtillid inden næste uges interessante hjemmekamp mod Liverpool, der har Brendan Rodgers som manager.
Netop Rodgers skiftede i sommer Swansea ud med Liverpool og banede altså vejen for Michael Laudrups entre i Premier League.
Inden det opgør er Swansea ét point foran Liverpool.
/ritzau/